'Der var 1.400 kommentarer på mit opslag, og det inspirerede mig til at stå frem'

'Der var 1.400 kommentarer på mit opslag, og det inspirerede mig til at stå frem'
Patrick Cakirli (med klapvognen). Privat foto
DAGENS NAVN | BORNHOLM | ABONNENT | 5. AUG 2021 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
DAGENS NAVN | BORNHOLM | ABONNENT
5. AUG 2021 • 05:30

I 2016 fortalte Patrick Cakirli omverden, at han var ensom. Det blev begyndelsen på March mod Ensomhed.

 

I august begiver du dig ud på din fjerde March mod Ensomhed. Hvordan opstod ideen?

– Jeg har haft en hård og turbulent opvækst fyldt med svigt, nederlag og utryghed. Jeg er opvokset på skiftende opholdssteder og i en plejefamilie. I dokumentarserien "Nødråb fra børnehjemmet", som blev sendt på TV2 tidligere i år, får man et godt indblik i, hvordan dele af min opvækst har været. Grundet mine urimelige livsvilkår har jeg gennem længere perioder af min barn- og ungdom samt mit voksenliv kæmpet med mentale sundhedsudfordringer. I slutningen af 2016 blev det så slemt, at jeg blev vurderet til at være svært selvmordstruet, og jeg blev efterfølgende indlagt på den psykiatriske akutmodtagelse på Bisbjerg Hospital i København.

– Få uger efter, den 7. december 2016, skrev jeg en besked på de sociale medier, der fundamentalt vendte op og ned på mit liv. Jeg skrev: "Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra kl. 14-20. Jeg har sorte bukser og en North Face-taske på." Efter at have ventet i halvanden time i silende regnvejr og bidende kulde mødte intet mindre end 17 fremmede mennesker op for at tage hånd om mig og min situation. Det var et sandt julemirakel og en god historie. Mens vi sad inde i hjertet af København blev jeg kontaktet af flere medier, som ønskede, at jeg fortalte min historie. I første omgang takkede jeg pænt nej, da jeg var bange for at blive stigmatiseret som ham den ensomme. Men senere samme aften blev jeg gjort bekendt med flere end 1.400 kommentarer på mit opslag, og det var disse kommentarer, som inspirerede mig til at stå frem.

– Fra december 2016 til marts 2017 turnerede jeg rundt i samtlige medier og fortalte min historie. Jeg kunne mærke, at jeg ramte ned i noget, som berørte mange, og derfor besluttede jeg mig for at droppe ud af mit studie som webudvikler og i stedet begynde at vandre. Jeg gik min første March mod Ensomhed måneden efter, i april 2017.

Årets march begynder den 16. august i Nexø. Hvorfor kommer du til Bornholm?

– Gennem årene er jeg blev kontaktet af flere, som ønskede, at jeg bragte March mod Ensomhed til solskinsøen. Tidligere år har det været svært, men nu har jeg endelig fundet en måde at inkludere Bornholm. Fra i år og frem vil jeg starte March mod Ensomhed fra Nexø på Bornholm, så I slipper ikke af med mig foreløbig.

Sidste års march blev aflyst på grund af corona. Hvordan bliver det at komme ud på landevejene igen?

– Ja, det var smadderærgerligt, men også nødvendigt. Jeg kan ikke fortælle med ord, hvor meget jeg glæder mig. March mod Ensomhed blev til for at hjælpe andre, men også mig selv. Jeg har i flere år kæmpet med social angst, og jeg har hvert år brugt mine ture som en slags eksponeringsterapi. Jeg kan mærke, at jeg har brug for at bryde min isolation og komme ud igen blandt mennesker.

Hvordan kan bornholmerne hjælpe dig på etapen mellem Nexø og Rønne?

– Konceptet for March mod Ensomhed er som følger: Jeg må ikke gå, hvis jeg ikke har følgeskab – ellers skal jeg stå stille. På den måde bliver min vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed. Jeg vil derfor opfordre alle til at komme ud på landevejen den 16. august og støtte projektet.

Hvorfor tror du, at ensomhed stadig er et tabu?

– Jeg har været i dialog med mange, som har oplevet ensomhed forskelligt. Ensomhedsfølelsen er en underlig størrelse, og hvad der helt præcist gør, at følelsen er tabubelagt, ja, det er et godt spørgsmål. Jeg vil tilføje, at jeg tror, at tabuet er blevet betydelig mindre under pandemien. Mange, som ikke tidligere har prøvet at være ufrivilligt alene og socialt isoleret, har prøvet det nu, og det har naturligvis skabt et mere trygt og åbent forum. Det er i hvert fald, hvad jeg oplever.

Hvad laver du, når du ikke går Danmark tyndt for at sætte fokus på og bekæmpe ensomhed?

– March mod Ensomhed er mit ulønnede fuldtidsarbejde, men mit håb er at kunne gøre det til min levevej. Ved siden af March mod Ensomhed holder jeg foredrag, hvilket lige nød og næppe betaler regningerne.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

I øjeblikket? Ingen. Jeg bruger al min vågne tid på at planlægge og koordinere March mod Ensomhed '21. I år udføres March mod Ensomhed i samarbejde med 38 kommuner, heriblandt Bornholms Regionskommune, og DGI og med støtte fra Middelfart Sparekasse og Standoutmedia.

 


Patrick Cakirli

30 år

Single

Bor på Østerbro i København