Da Asta fra 3. klasse fik en god snak med statsministeren

Da Asta fra 3. klasse fik en god snak med statsministeren
Asta Kofod håber at kunne skaffe Enhedslisten flere unge stemmer. Foto: Emmeline Brackmann
DAGENS NAVN | Tirsdag 4. juni 2024 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | Tirsdag 4. juni 2024 • 05:30

To måneder efter at hun fyldte 18 år, står Asta Elise Gade Kofod som landets yngste kandidat på stemmesedlen ved valget til Europa-Parlamentet søndag den 9. juni.

Hvordan fik du interesse for politik?

– Jeg har altid været meget politisk bevidst. Jeg tror, det er fordi, at jeg har en politisk familie, og vi har altid været til Folkemødet.

– Da jeg gik i 3. klasse, fik vi den nye skolereform, og jeg følte mig uretfærdigt behandlet. Jeg skrev en sms-besked til Ultra Nyt om, at jeg var sur og syntes, at politikerne skulle lytte mere til os, der går i skole. Jeg standsede også daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ved Folkemødet for at fortælle ham, hvad jeg syntes om skolereformen. Vi fik en god snak om, hvad man skulle gøre bedre.

– Da klimabevægelsen og Greta Thunberg kom frem, blev jeg meget grebet af det, og under coronaen var jeg den i klassen, der opsummerede, hvad der var kommet frem på de forskellige pressemøder.

Hvorfor blev det Enhedslisten, du meldte dig ind i?

– Jeg startede faktisk i Venstres Ungdom, fordi tanken om frihed optog mig meget. Da jeg går meget op i klima, fandt jeg ud af, at klimakrisen kun kan løses på en socialt retfærdig måde. Det hele hænger sammen. Så jeg meldte mig ind i Rød-Grøn Ungdom og bagefter i Enhedslisten.

Var det et mål for dig at blive kandidat til EP-valget?

– For mig handlede det rigtig meget om, at der er nogen, der taler i øjenhøjde med de unge. Dels er der mange ældre i parlamentet, og dels har der ikke været så mange unge socialister.

– Mange har sagt til mig: Jamen, du har da ikke travlt med at skulle stille op?

– Ja, men hvis ingen unge har travlt med at skulle stille op og bare venter til de bliver ældre, er der jo ingen unge kandidater. Det var lidt det, der drev mig i starten.

Der tales en del om, at det er svært at skabe interesse om EU – og måske især hos de unge. Hvordan oplever du det?

– Unge er generelt meget interesserede i politik, men jeg tror, at EU er meget fjernt for rigtig mange, både unge og ældre. Men jeg føler også, at flere har fundet ud af, at EU kan løfte mange af de store dagsordener som krigen i Gaza, klimaforandringer og den sikkerhedspolitiske situation.

Hvordan fører du valgkamp?

– Der er ikke så mange debatarrangementer på Bornholm, men jeg lægger en del tid og kræfter i sociale medier, hvor jeg prøver at poste opslag minimum en gang om dagen, og jeg snakker med de unge i et sprog, som alle kan forstå. Jeg har også været ude med flyere.

Hvordan er det både at skulle gå til eksamen på Campus og føre valgkamp samtidig?

– Jeg har været heldig med, hvordan mine eksamener ligger. Jeg havde en eksamen i torsdags, og så har jeg min næste eksamen den 12. juni. Så jeg har fri i hele ugen op til valget, hvilket er mega nice.

– Det er lidt sjovt også på den måde, at EU er en del af mit pensum i samfundsfag, og jeg trak i dansk en artikel om valget.

Hvad er et godt valg for dig?

– Jeg er nummer fem på listen ud af 14. Vi har partiliste, så der skal et mirakel til for, at jeg bliver valgt.

– Men jeg tror, at der er nogle gode chancer for, at jeg kan trække nogle unge stemmer, nogle af dem, der går op i klimaet og Palæstina-spørgsmålet på den mere pro-palæstinensiske side. Så jeg tror, at der er en god chance for at fange nogle andre stemmer end dem, de andre kandidater får.

Hvad er dine mærkesager?

– Jeg har fire.

– Den første er forpligtende natur- og biodiversitetsmål i EU. Det andet er stop for EU-dikterede besparelser på velfærden, afskaffelse af budgetloven og bekæmpelse af skattely. Det tredje er et forsvar af rettigheder – for eksempel abort uanset hvor man bor.

– Min sidste mærkesag handler om valgretsalderen, hvor man skal udvide demokratiet i hele EU ved, at valgretsalderen sættes ned til 16 år.

Hvad er dine ambitioner politisk?

– Lige nu vil jeg flytte til København og lave noget aktivistisk og organisatorisk arbejde i mit parti. Men jeg vil ikke udelukke, at jeg stiller op til valg i fremtiden, for det er mega fedt at føre valgkamp. Jeg føler, at jeg lærer noget nyt hver dag og bliver fyldt op med god viden. Man lærer også meget om sig selv, men det er selvfølgelig også hårdt.

Du er aktiv i et væld af organisationer og foreninger – hvorfor det?

– Jeg tror, det handler om, at jeg godt kan lide at skabe forandring og gøre noget federe for andre. I Bornholms Ungeråd har det for eksempel handlet meget om, at der manglede noget i det lokalpolitiske. Når jeg finder noget uretfærdigt, vil jeg gerne ændre på det. Jeg elsker at få en idé og føre den ud i livet, at organisere og skabe overblik,

Asta Elise Gade Kofod

18 år.

Født i København.

Flyttede til Rønne sammen med sin familie, da hun var et år.

Bliver hf-student senere i juni.

Flytter til København, hvor hun har søgt om optagelse på studie i offentlig administration.


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT