50 år: Linda sætter en ære i at klare sig selv


Linda Kofoed Persson var indtil for seks år siden førtidspensionist. Siden er hun blevet fleksjobber og har smidt 50 kilo. Nu fylder hun 50 år og har sat sig et nyt mål, fortæller hun i denne artikel, som næsten ikke handler om politik.
Hun har været en markant stemme i bornholmsk politik i mange år, men der er meget andet, som fylder hos Linda Kofoed Persson, der mandag 23. februar fylder 50 år.
Det fortæller hun om en vinterdag, hvor hun tager imod i tøjbutikken Snoir i Rønne.
Linda Kofod Persson var i en del år førtidspensionist efter en arbejdsulykke, som gav hende en rygskade. Ryggen er så slemt medtaget, at førtidspensionen er berettiget nok, forklarer hun, men alligevel har hun sløjfet pensionen og er blevet fleksjobber.
– Da jeg fik min førtidspension, var det en lettelse, for det betød, at jeg havde en fast indtægt. Samtidig havde jeg længe været under et psykisk pres, for Jess og jeg havde i mange år været i barnløshedsbehandling, og jeg havde ondt efter arbejdsulykken.
– Jeg får smertestillende medicin, så jeg kan holde det ud, selv om der stadig er bedre dage og dårligere dage. Jeg havde det sådan, at jeg må kunne bruges til noget ud over min førtidspension og frivilligt arbejde. Så spurgte jeg i kommunen, om jeg kunne blive udredt til fleksjob. Jeg var i jobprøvning to forskellige steder, inden jeg fik fleksjob, først indenfor turisme, inden jeg kom til Snoir.
– Her har jeg 12 effektive timer om ugen. Det skal forstås på den måde, at det er vurderet, at jeg er 80 procent arbejdskraft, så jeg er her 15 timer om ugen.
Det nye mål
Linda Kofoed Persson er et menneske, der sætter sig mål – og nu har hun sat sig et nyt:
– Jeg er lidt en kan selv, vil selv-type, så hvis jeg kan slippe for at være på nogen form for offentlig forsørgelse, vil det være meget positivt for mig. Fra 1. januar har jeg lavet en aftale med kommunen om, at jeg har to fleksjob på hver 12 effektive timer om ugen.
– Kan jeg holde til det, har jeg en overvejelse, om at jeg måske på et tidspunkt kan træde helt ud af fleksjobordningen og få ordinært job, siger Linda Kofoed Persson.
Brænder for nyt fleksjob
Fleksjob nummer to er på et bosted for anbragte børn og unge i alderen 13-18 år, Mit Kompas i Vestermarie.
– Det er en helt anden form for arbejde. Hvor arbejdet i butik er fysisk krævende, er det her mere psykisk udfordrende, siger Linda Kofoed Persson og erklærer, at hun allerede er kommet til at brænde for sit nye fleksjob.
– Når jeg tager politikerbrillerne på, kan jeg se, at vi på Bornholm har et enormt behov for steder som dette. Vi har på Bornholm nogle psykisk udfordrede børn, der ikke kan bo hos deres forældre, og som har behov for "noget andet". Den opgave kan jeg godt tænke mig at være med til at løfte, siger hun.
Husmortype
– Jeg er en husmortype, og det er også det, jeg er ansat som i Mit Kompas.
– Vi bager brød og kager, vi tager på tur, bruger tiden på at være sammen. Vi tegner, strikker, hækler, holder filmaften. Almindelig hygge. Vi medarbejdere kommer i deres hjem, hvor vi har vores arbejdsrutiner og skal have en hverdag til at fungere. Den omsorg og kærlighed, jeg aldrig selv fik nogle børn at give, kan jeg give børnene deroppe, siger hun.
Linda Kofoed Persson understreger, at hun ikke er ved at skifte karriere:
– For jeg elsker at være i den her tøjbutik. Jeg er glad for den chance, mine chefer har givet mig. Jeg elsker at finde det rigtige tøj frem og sætte farver sammen for en kunde, der skal klædes på til fest. Det er lige mig.
Pyt-knappen
Hvor meget har din fedmeoperation for knap tre år siden betydet for, at du kan sætte dig nye mål?
– 50 kilos lettelse gør selvfølgelig, at kroppen kan holde til noget mere. Det kan jeg godt mærke. Der er heller ingen tvivl om, at det har givet mere selvtillid, når man kan holde ud at se sig selv i et spejl igen. Men det med at ville forsørge mig selv, hvis det bliver muligt, har altid ligget i mig. Jeg har aldrig været stolt af at være på førtidspension, siger Linda Kofoed Persson.
Hvordan er det at blive ældre og runde 50?
– Jeg tror, at jeg i de senere år har udviklet den pyt-knap, jeg ikke havde som ung, hvor jeg ikke var så rummelig. Jeg var en rebelsk ung. Jeg har jo tidligere fortalt om mine selvmordsforsøg og indlæggelser på "psyk", og hvor jeg tog lidt stoffer. Dengang var jeg en hysterisk rødhåret tøs.
– Jeg synes, jeg har fået mere ro på. Men jeg kan stadigvæk lide, at tingene bliver, som jeg vil have dem.
Oplevelser
– Jeg har en vilje og en stædighed, som bærer mig langt hen ad vejen. Men jeg har ikke noget ønske om at blive frygtelig gammel, siger Linda Kofoed Persson.
– Så længe vi kan leve et fedt liv og gøre de ting, vi har lyst til og får en masse oplevelser, vil jeg gerne være her. Det er også derfor, vi har travlt med at få en masse oplevelser. Det skal man ikke vente med, siger hun.
Hvilke oplevelser er det?
– Vi har mulighederne for at tage os den frihed at komme ud at opleve noget, og vi tager til Cuba stort set hvert år. Det er et fantastisk land med meget at opleve, men desværre er det blevet meget fattigt. Vi tager næsten hvert år til et julemarked et sted i Europa. Sidste år var vi i Berlin.
– Vi er ikke så gode til at lave noget sammen herhjemme. Der går det mest op i arbejde og vores heste. Men når vi er ude at rejse, trækker vi stikket og er virkelig sammen og kan lide at være lidt kulturelle ved for eksempel at gå i teater.
Strikketøjet
Linda Kofoed Persson kan lide at lave håndarbejde og er kendt for at sidde med sit strikketøj under møderne i kommunalbestyrelsen. Hun strikker bluser og trøjer, de fleste til sig selv, nogle gange til andre i familien.
– Det er ikke for at være uhøflig, som nogle måske mener. Men når jeg sidder og strikker, lytter jeg bedre til, hvad mine kolleger siger. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg gøre som nogle af de andre. Sidde og besvare mails eller læse nyheder på computeren, og den multitasking kan jeg i hvert fald ikke klare, slutter Linda Kofoed Persson.
Linda Kofoed Persson
Fylder 50 år mandag 23. februar.
Født og opvokset i Rønne, butiksuddannet i en Føtex-butik i København.
Blev i 2006 gift med Jess Christian Persson (kaptajn i Bornholmslinjen). De bor i Ringeby i Vestermarie Sogn, hvor de har et stutteri med opdræt af travheste.
Begyndte sin politiske karriere ved kommunalvalget i 2009, da hun stillede op for Dansk Folkeparti. Hun blev ikke valgt ind, men blev flere gange i perioden indkaldt som suppleant i kommunalbestyrelsen.
Blev valgt i 2013 og har siden været medlem af kommunalbestyrelsen. I 2023 skiftede hun til Det Konservative Folkeparti. Ved valget i november 2025 blev hun valgt til sin fjerde periode i bornholmsk politik.
Øens gamle udfordring følger med til ny region
Hjemmebanen var ingen fordel
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Tommy Kaas.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration












