NATUR OG MILJØ / Fredag 12. december 2025 • 19:00

Skraldemand afsløret på video: 'Uacceptabelt,' siger Bofa

Et udklip fra videoen, der er gået viralt og er blevet set næsten 500.000 gange.

En video med næsten en halv million visninger skaber vrede og undren: Borgerne sorterer – men renovatøren blander. Det er nu endt som en personalesag.

– Så går man og sorterer skrald mm., og så kommer skraldemanden og blander det hele. Tak for kaffe.

Sådan lyder det i et opslag på Facebook, hvortil der er vedhæftet en video, hvor skraldemanden tilsyneladende blander det sorterede affald i en beholder. Tidende har været i kontakt med borgeren, der har delt videoen, men han ønsker ikke at medvirke med navn.

Videoen er gået viralt og er blevet set næsten 500.000 gange og har over 400 kommentarer fra mange andre, der har svært ved at forstå, hvordan sådan noget kan foregå.

"Derfor jeg ærligt ikke magter at sortere mit, for det samme har de gjort to gange her" og "Den der video burde forbi borgen.. vi betaler kassen for ekstra beholdere og så sker sådan noget der.. latterligt", er blot nogle af de forargede kommentarer til videoen.

Uacceptabelt

Tidende har spurgt Bofa, om det er bekendt med videoen, der blev lagt op onsdag.

Direktør Jens Hjul-Nielsen fortæller, at han er bekendt med, at videoen florerer på de sociale medier, og at han tidligere fredag har talt med renovatøren Meldgaard om sagen.

– Meldgaard håndterer det som en intern personalesag, men det er naturligvis uacceptabelt, siger Jens Hjul-Nielsen, der ikke har fornemmelsen af, at det foregår systematisk rundt om på øen.

– Det tror jeg ikke, men eftersom det er en personalesag hos Meldgaard, vil jeg helst ikke sige så meget mere lige nu.

Tidende har fredag forsøgt at få en kommentar fra Meldgaard. Det har dog ikke været muligt.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT