For at leve op til sit formål om at købe landbrugsjord og landbrugsejendomme på Bornholm med henblik på bortforpagtning til økologisk drift har det vist sig nødvendigt for Bornholms Økojord A/S at engagere sig mere i sin første ejendom end forudsat i budgettet. Det har vist sig at kræve en meget stor indsats at starte som barmarksprojekt, hvor både jord og bygninger skal gøres egnet til økologisk produktion.
Ejendommen er Hammersly i Rutsker, hvor man har arbejdet med både beboelsen og erhvervslokalerne, for eksempel et kølerum, der gerne skal sikre leverancerne af frisk grønt. Man har også gang i en optimering af vaskerummet, maskinrummet og et køkken til sine hårdtarbejdende folk, hvor de også kan holde varmen i skuldersæsonen. Det fremgår af bestyrelsens beretning.
På Hammersly arbejder man også på at tilpasse maskinparken, som har vist sig ikke at være optimal. Det medfører uventede udgifter, men bestyrelsen i Bornholms Økojord A/S lader sig ikke slå ud. Al begyndelse er svær, og den er overbevist om, at man nok skal lande rigtigt, fortalte den i sin beretningen.