En 2,2 tons varmepumpe i Nylars kan blive Danmarks første. Den nye indehaver håber at inspirere andre til at gøre det samme.
Fire mænd står spændte og venter på en kranbil, der skal komme med en tidlig julegave.
I Nylars har svineavler Jesper Jørgensen fra Brunsgård nemlig valgt at skfite sit gamle halmfyr ud med en spritny varmepumpe, der skal give varme i staldene til hans 1.400 søer og stuehuset.
– Det er meget spændende, siger svineavleren, mens han venter.
Det er ikke hvilken som helst varmepumpe, de venter på. Det kan blive Danmarks første varmepumpe i den størrelse.
To andre steder i landet er de i gang med at installere samme størrelse varmepumpe, men ingen af stederne er den oppe at køre endnu, så der er dømt kamp til stregen for at blive de første.
En af mændene, der venter i spænding er Finn Stenbye. Han er indehaver af Bornholms Agro og Ventilation, der er leverandører af Jesper Jørgensens nye varmepumpe. Finn Stenbye har været i branchen siden 1978, men dagen i dag adskiller sig alligevel fra karrierens andre dage.
– Det er nok en af de største dage i min tid. Det er unikt, fordi vi aldrig har lavet så stort et anlæg. Det er lidt større, end det vi plejer, siger han.
Normalt vejer varmepumperne, som firmaet sætter op, 183 kilo, men Jesper Jørgensens nye varmepumpe har en kampvægt på 2,2 tons.
Varmepumpen skal levere varme til Jesper Jørgensens stalde og stuehus. Foto: Frida Flinch
Troede ikke det fandtes
Kranbilen kører ind på gårdspladsen og parkerer foran en cementstøbning, hvor varmepumpen skal placeres. For at få den to tons tinge varmepumpe på plads, skal der en kran til. De fem mænds øjne hviler spændte, mens varmepumpen svæver i luften mellem kranbilen og platformen.
– Det er ikke nu, man skal tabe den, siger Finn Stenbye, mens han griner.
Jesper Jørgensen har sammen med Bornholms Agro og Ventilation været i gang med projekt varmepumpe i et år.
– Jeg troede egentlig ikke, at man kunne få varmepumper, der var så store. Men så tog jeg kontakt til firmaet, der sagde, at det tænkte de godt, at man kunne, siger Jesper Jørgensen.
Og nu er dagen endelig kommet, hvor det store monstrum skal sættes op. Han venter dog lidt endnu med at pille det gamle halmfyr fra hinanden, da varmepumpe ikke kommer til at fungere fra dag et.
– Den bliver sat til i dag, og så skal den jo monteres, og der skal trækkes en masse ledninger og rør. Så det er nok inden for de næste to uger, siger Jesper Jørgensen.
Kostede en million kroner
Svineavleren har kastet cirka en million kroner i projektet, og han håber, at det i længden vil betale sig.
– Jeg har planer om, at jeg skal have grise i mange år. Man skal være sikker på, at man skal bruge det i mange år.
– Jeg håber, at det er en god økonomisk investering over tid. Det er en grønnere løsning, og det kommer til at spare både tid og vedligeholdelsesomkostninger.
På nuværende tidspunkt kræver halmfyret, at Jesper Jørgensens medarbejdere skal smide halmballer i det hver dag. Og når vintermånederne starter og kulden rammer, så skal det gøres flere gange om dagen.
– Det bruger de tid på hver dag, og fyret skal renses engang imellem. Det er også en del af regnestykket, at det kommer til at spare på noget arbejdstid.
– Den tid kunne jeg godt tænke mig at skubbe ind til grisene, så vi brugte tiden der i stedet, siger han.
Jesper Jørgensen venter med at pille halmfyret ned, da den nye varmepumpe endnu ikke er klar til at levere varme. Foto: Frida Flinch
Ligesom en julegave
Varmepumpen er rullet ind i folie for at beskytte den under transporten. Og lige så snart kranen har placeret den på platformen, begynder alle mand at pakke den ud.
– Det er ligesom at få en julegave, siger Finn Stenbye med et stort smil på læben, mens han hiver folien af.
På nuværende tidspunkt er varmepumpen i Nylars den største på Bornholm, men Jesper Jørgensen håber ikke, at det bliver den sidste.
– Der står jo flere halmfyr rundt omkring, som måske kan skiftes inden for de næste fem til ti år kan blive skiftet.
Også Finn Stenbye fra Bornholms Agro og Ventilation håber, at han får flere af denne slags dage, hvis varmpepumpen på Brunsgård bliver en succes.
– Så er der potentiale for andre, siger han.
Den nye varmpepumpe er på plads, men det er dog endnu ikke klar til brug. Dog er de nu et skridt tættere på måske at blive de første i landet, der får så stor en varmepumpe til at køre.
– Det er ikke noget, der pynter i landskabet, siger Jesper Jørgensen.
– Hvad? Det er da så flot, siger Finn Stenbye med et grin.
– Det er i hvert fald pænere end det der, tilføjer han, mens han peger hen på det gamle halmfyr, der får lov til at virke lidt endnu.
To andre steder i landet er de i gang med at sætte en varmepumpe op i samme størrelse, så der er tæt kamp om at blive den første. Foto: Frida Flinch