NATUR OG MILJØ / 1. JAN • 15:30

Ny plan for forurenet jord: Fem steder udpeget

Ny plan for forurenet jord: Fem steder udpeget
I Østergade i Rønne lå der tidligere et renseri, som har efterladt forurenet jord, der påvirker fire adresser i området. Arkivfoto: Allan Rieck
Journalist

Der bliver lagt op til at undersøge boliger, der ligger, hvor der tidligere har været aktiviteter, som kan have efterladt forurening i jorden.

Der er tre strategiske pejlemærker i arbejdet med forurenet jord her på Bornholm. Forureneren betaler, prioritering af forureninger med væsentlig risiko for miljø eller sundhed samt mest muligt miljø for færrest ressourcer. Det er afsættet, når politikerne skal godkende Indsatsplan for jordforurening 2026.

Et udkast til planen har været til offentlig høring, og i det kan man læse, at regionskommunen planlægger at åbne fire-seks nye sager med særligt fokus på følsom arealanvendelse og risiko for påvirkning af overfladevand. Undersøgelserne vil blandt andet omfatte private boliger, hvor der er mistanke om tidligere erhvervsaktiviteter, som kan have efterladt forurening i jorden og dermed medføre risiko for påvirkning af indeluft eller andre risici. I indsatsplanen er Nexø Smede- og Maskinforretnings tidligere placering i Brogade i Nexø, Ibsker Smedeforretning på Korshøje i Ibsker, Rønne Skæreri på Landemærket samt Rabækkeværket på Rabækkevej og Bornholms Produkthandel på Snorrebakken i Knudsker nævnt.

Derudover vil man gennemføre undersøgelser af Byå, og indsatsen mod klorerede opløsningsmidler fortsætter ved nuværende og tidligere vaskerier og renserier.

Det tidligere Bornholms Andelsvaskeri i Allinge er et af de steder, hvor der er konstateret jordforurening. Arkivfoto: Allan Rieck
Det tidligere Bornholms Andelsvaskeri i Allinge er et af de steder, hvor der er konstateret jordforurening. Arkivfoto: Allan Rieck

Forurening fra renserier

Sagerne ved de nuværende og tidligere vaskerier og renserier er komplekse, fremgår det.

På Birkebakken i Allinge lå Bornholms Andelsvaskeri, og på en adresse i kvarteret bliver der to gange årligt taget vandprøver for at sikre, at grundvandet renses tilstrækkeligt. Målingerne viser en generel faldende tendens, men det er for tidligt at vurdere, om udviklingen skyldes naturlig nedbrydning, variationer i nedbørsmængder eller ændrede grundvandsforhold. På en naboadresse er der installeret et ventilationsanlæg, og indeluften kontrolleres to gange årligt for at sikre, at forureningen ikke påvirker familien i hjemmet.

I Østergade i Rønne lå Hugo Schleisners Farve og Renseri, og på to adresser i gaden samt to adresser i Østervoldgade bliver der to gange om året taget prøver af grundvandet for at sikre en stabil drift og renseeffekt. Derudover er der aktiv udluftning under gulvene, som forhindrer forureningen i at trænge ind i boligerne, og der rykkes ud ved eventuelle driftsforstyrrelser. Driften har været stabil, og afværgeanlæggene fungerer efter hensigten, fremgår det.

Ved vaskeriet Textilia Rønne på Sandemandsvej, det tidligere Victor Vask, blev der i 2023 etableret fire nye grundvandsboringer, og der er i 2025 indgået en lejeaftale med et entreprenørfirma, som skal etablere en løsning til rensning af grundvandet. Anlægget bliver bygget til at rense cirka 2.000 liter grundvand i timen. Efter planen bliver det rensede vand ledt til kloak, men man undersøger mulighederne for at genanvende det i vaskeriets egen produktion, da en sådan løsning både vil være mere bæredygtig og bygge videre på erfaringer fra andre steder i landet.

I Nexø har man udpeget Nexø Smede- og Maskinforretnings tidligere placering i Brogade som et sted, der er værd at undersøge. Arkivfoto Jacob Jepsen
I Nexø har man udpeget Nexø Smede- og Maskinforretnings tidligere placering i Brogade som et sted, der er værd at undersøge. Arkivfoto Jacob Jepsen


Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT