En ny rute skal lokke børnefamilier ud i naturen i Ibsker. Gennem leg, quizzer og historiefortælling bliver børnene klogere på områdets unikke dyre- og planteliv.
Sommerferien bliver endnu mere eventyrlig for børnefamilier ved Kåsegård. Det sker med Natureventyrs nye børnevenlige gårute, som er blevet til med støtte fra Aage V. Jensen Naturfond.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Natureventyr. Her oplyses det, at det med Natureventyr-appen som guide bliver lettere for børnefamilierne at komme ud og opleve området, mens de samtidig lærer om naturen lige netop dér.
Eventyret er en del af et landsdækkende projekt, hvor Aage V. Jensen Naturfond lægger naturområder til Natureventyrs fortællinger. I alt ni eventyrruter er nu fordelt på fondens naturområder. Ved Kåsegård – som er en historisk bornholmsk proprietærgård på Klintebyvejen i Ibsker – får børnefamilierne således mulighed for at lære om områdets unikke flora og fauna formidlet i en eventyrlig ramme.
Gennem det særlige naturfolk "vildvogterne" møder familierne naturen dér, hvor den får lov at være vild og naturlig. Sammen med vildvogteren Juniper skal familierne på eventyr for at stoppe en mand, der ødelægger området med sin ATV. Undervejs bliver de klogere på naturens processer.
Formålet med projektet er at give flere børnefamilier sjove og inddragende oplevelser i det fri. Hvert eventyr er derfor fyldt med små opgaver, quizzer og udfordringer, der inddrager børnene aktivt i selve fortællingen.
Natureventyr er en app med flere end 250 eventyrruter i den danske natur.