Mystik i skoven: Peger stenene mod solen?

Louisenlund og Gryet kan rumme skjulte solsystemer fra jernalderen.

Forestiller man sig tiden i bronzealderen, vil Solen skinne fra en skyfri himmel, der er summende bier og luften er varm. Landskabet er åbent, Solen kan minde om kvindens runde bælteplade over det korte skørt, når hun vogter flokken af kvæg. Måske er der så varmt, at hun tager sin korte bluse af og kun går med et kort skørt.

I jernalderen er klimaet skiftet. Om sommeren regner det ofte, tøjet er vådt, håndens knoer er hvide af kulde, når man med staven i hånden passer dyrene på de våde enge. Mændenes sværd af jern må pudses og slibes ofte for ikke at ruste fast i skeden. Det sner meget om vinteren, kulden bider, der er mange køer, men endnu flere får, hvis uld skal bruges til mennesket varme tøj.

Bronzealderens sommerlige tøj er i jernalderen afløst af varmt uldtøj. Lange bukser til mænd og lange skørter til kvinder, begge køn bærer lange uldne underbukser for varmens skyld. Husene bliver større, kvæg og får går indendørs om vinteren i det samme hus som mennesker, kun adskilt af et tyndt hegn af pileflet. Dyrene varme var vigtigere end stanken fra deres lort og tis.

Mens man i bronzealderen ærede solen med helleristninger på flade klipper af sole, solkors og skibe med solen ombord, kom der med jernalderens kulde en anden skik.

De gådefulde bautasten

Bautasten er aflange, store og små sten, der fra slutningen af bronzealderen og hele jernalderen er oprejste gravet ned i jorden. På Bornholm er der mange bautasten, og i ældre tider blev de kaldt ”jættekegler”, da man troede, at stenene var rejst af jætter. Engang var der på Bornholm over 1.000 bautasten, men mange er brugt til huse og broer, derfor er der kun 250 tilbage. Måske vil det være logisk at opfatte bautasten som gravsten eller mindesten. Men mange af dem har ingen forbindelse til grave.

De befinder sig også i en arkæologisk rodekasse af oldtidsminder der ligner hinanden. Nyere undersøgelser har nemlig påvist, at nogle bautasten kan være astronomiske anlæg, fer med sigter fra den ene sten til den anden med solen hjælp kan fastlægge forårs jævndøgn med efterårets, samt sommer og vintersolhverv. Jernalderen bønder havde også behov for at kunne fastlægge tiden for såning, den efterfølgende høst og hvor lang tid man havde tilbage, indtil sommerens korn var brugt op, og ladens halm var spist af husdyrene i stalden.

Mellem kystklipperne ved Stammershalle er der flere store bautasten og en mindre med en cirkel af små sten. Her kunne folk aflæse årets tider med solens hjælp. Det samme ses på Hjortebakken i Bodilsker. Tre store sten er opsat meget tæt med en smal åbning, hvor Solen på forskellige årstider oplyser nogle mindre sten i en rund cirkel. I Sverige kaldes de en ”Domarring”, og findes i Danmark kun på Bornholm. På Store Torv i Rønne har en japansk kunstner lavet et lignende solur, men med 1.000 års mellemrum.

Louisenlund og slibestenen i Gyldensåen

Den lille skov med 50 store bautasten er ingen naturperle, måske en kulturperle. Stedet er ikke kendt af øens turister, bortset fra dem med en historisk interesse. Louisenlund er opkaldt efter Frederiks VII hustru, Louise Rasmussen, der blev kaldt for Grevinde Danner.

Hvor er stedet: Mellem landevejen Østermarie – Svaneke findes et vejkryds, hvor den ene vej fører til kysten og Bølshavn, den anden fører sydpå mod Nexø. Hvis man kører sydpå ad vejen vil der kort efter til højre være en lille skov og mindre p-plads. Det er Louisenlund.

I august 1851 passerede den historisk interesserede konge med sin hustru i hestevogn det åbne område med sine 50 store bautasten. Han købte stedet som en gave til hustruen. Bagefter blev der gravet en grøft, lavet et stengærde og plante en bøgeskov. Kongen mente skoven skulle have navnet ”Kongehaven”, men folkeviddet havde en anden mening, der blev til ”Louisenlund”.

I mange år gav grevinden penge til stedet vedligeholdelse. Efter hendes død overgik det til stiftelsen for Jægerspris, også i dag varetages plejen af Jægerpris Statsskov.

En lille rundtur i Kongelunden

Man ser distriktets logo på den hvide låge og går stille rundt mellem de store sten. Stedet har aldrig været undersøgt arkæologisk, men man prøver at finde en menig med dem og opgiver. Måske er der et sigte mellem stenene, det er svært at se og skoven burde fældes. Da stenene blev opsat i jernalderen var der helt åbent.

I dag er der kun åbent for tankemylder. Måske var stedet helligt, en stor sten peger mod vest og andre sten i lange rækker. Måske ofrede man her, den største sten har usynlige skåltegn, der måske blev farvet røde af de ofredes blod. Man får det aldrig at vide. Måske blev de store bautasten rejst af de underjordiske, troldfolket under jorden.

Fra lågen følger man landevejen sydpå nogle hundrede meter, indtil indkørslen til en gård på venstre side. Kort efter fører en mindre sti til venstre nedad til åen med den mærkelige slibesten for spidse våben af jern. Af folkeviddet kaldt ”Fænrisstenen”.

Navnet skyldes en trold, som med sine fem lange fingre kastede stenen og fingrende kan stadig ses, selv om årsagen til rillerne er en anden.

Bautasten ved Gryet

Man kan ikke skrive historien om øens mange bautasten uden at nævne Gryet syd for Paradisbakkerne. Her er der ikke mindre end 67 bautasten, men der har været flere, og den største af dem har en tidligere ejer fjernet og brugt til sin egen grav på Nexø Kirkegård. Bautastenen er i dag rejst på de ukendtes kirkegård i Nexø.

Hvor: Ved Bodils Kirke udenfor Nexø fører en mindre sidevej, markeret af et grønt skilt med et symbol. Det er et Sankt Hans-våben, der overalt i Skandinavien henviser til kulturhistoriske seværdigheder. Kort efter ses parkeringspladsen, og skilte viser vej til stedet, som ejes af Danmarks Naturfond.

Flere stier fører ind gennem den mørkeskov med avnbøg. De mange bautasten giver en underlig stemning, noget uhyggeligt og alligevel ikke, for skovbunden er hele juni smykket af de smukkeste hvide liljekonvaller.

Med dem kan botanikeren bekræfte at bautastenene blev opsat i et åbent område som et helligt sted i jernalderen. Liljekonvaller vokser kun, hvor jorden er sur, det er jorden, hvor der engang har vokset hedelyng. Giv fantasien hjælp. Fjern skoven og placer et lilla tæppe af hedelyng med store sten omgivet af en dansende mennesker.

God tur.