Paradisbakkerne er et naturmæssigt meget rigt område, og potentialet for at øge naturværdierne og skabe et stort sammenhængende naturområde med høj diversitet er meget stort. Samtidig er naturværdierne i Paradisbakkerne truet på grund af tilplantning med ikke-hjemmehørende arter, intensiv skovdrift og tilgroning af lysåbne naturområder. Derfor har DN – Danmarks Naturfredningsforening besluttet at rejse en fredningssag for Paradisbakkerne.
Grænsen for den ønskede fredning ligger ikke fast, men DN forventer, at det kan dreje sig om 600-700 hektar. Foreningen har henvendt sig til regionskommunen for at sætte gang i en dialog om en hensigtsmæssig udformning af fredningsforslaget. Samtidig inviteres kommunen til at være med til at rejse fredningssagen. Dialogen er kommunen interesseret i, men ikke at være med til at rejse fredningssagen. Det er i hvert fald indstillingen fra kommunens direktør, og den var der opbakning til, da sagen var til politik behandling i natur-, miljø- og planudvalget.