Det gælder blandt andet voldgiftssagen med vognmandsfirmaet HCS, der i december 2022 fik revet affaldskontrakten i stykker af en enig kommunalbestyrelse. Det skete efter et længere og konfliktfyldt forløb, hvor kommunen og HCS ikke kunne blive enige om så meget, og resultatet blev, at man ikke kom i gang med den nye affaldsordning, der ellers skulle være igangsat 27. november samme år.
Renovatøren lever ikke op til sine forpligtelser og har handlet illoyalt, sagde borgmester Jacob Trøst (K), da kontrakten blev ophævet, mens HCS hurtigt meddelte den modsatte vej, at ophævelsen af kontrakten var uberettiget; og i øvrigt kunne man på ingen måde genkende kommunens anklage. Begge parter mener derfor at have krav på erstatning.
Det vides ikke, hvor stort et krav parterne har krævet af den anden, men der kan potentielt være rigtig mange penge på spil for kommunen. Den ophævede kontrakt havde en samlet værdi på mellem 220 og 330 millioner kroner, hvilket illustrerer størrelsesordenen på den sag, der nu verserer.
I budgetopfølgningen fremgår det, at det endnu er uvist, hvordan sagen mod firmaet fra Glostrup på Sjælland falder ud, herunder hvilken grad af erstatning, der vil kunne forventes som udfald af sagen - og samtidig løber der fortsat udgifter til advokater på.
Udgifter uden indtægter