Nu er de første møller udskibet til tysk projekt

Nu er de første møller udskibet til tysk projekt
Pressefoto: Parkwind/Manfred Dittmer
NOTITS | RØNNE | 25. NOV 2022 • 14:11
NOTITS | RØNNE
25. NOV 2022 • 14:11

I flere måneder har en række komponenter til havvindmøller tårnet op på Rønne Havn.

Det er vindmøller til det tyske vindmølleprojekt Arcadis Ost 1, der skal etableres ud for den nordtyske ø Rügen omkring 74 kilometer fra Bornholm, og som Rønne Havn fungerer som udskibningshavn for.

Og nu er de første tre vindmøller blevet udskibet.

Det fortæller Rønne Havn i en pressemeddelelse.

– Havnen og projektsitet i Rønne summer af travle mennesker fra hele verden kombineret med de lokale helte fra Bornholm. Sammen arbejder de tæt med at ændre fremtidens energiforsyning til grøn emissionsfri vedvarende energi. Jeg er glad og stolt over, at udskibningen af de første møller til Arcadis Ost er gået godt. Det sender et signal om, at vi som havn endnu engang har løftet vores primære opgave med at levere en styrket infrastruktur, der kan understøtte den grønne omstilling, siger Jeppe la Cour, Chief Business Officer for Offshore i Rønne Havn A/S i pressemeddelelsen.

Havvindmølleparken Arcadis Ost 1 vil kunne producere nok grøn energi til at forsyne op mod 290.000 husstande med strøm. Vindmøllerne skal opstilles på monopæle, som også blev udskibet fra Rønne Havn tidligere på året.

Arcadis Ost 1-projektet forventes afsluttet i første kvartal i 2023, og i efteråret 2023 lanceres det næste havvindprojekt, hvor Rønne Havn skal fungere som udskibningshavn. Det bliver Iberdrola-projektet Baltic Eagle, hvor der skal etableres 50 Vestas-møller.