Beof advarer: Større biogasanlæg kan koste varmekunder dyrt

Beof advarer: Større biogasanlæg kan koste varmekunder dyrt
Bornholms Energi- & Forsyning advarer mod en udvidelse af biogasanlægget ved Aakirkeby. Det kan medfører dyrere fjernvarme, lyder det fra Beof. Arkivfoto: Berit Hvassum
MILJØ | Fredag 14. april 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | Fredag 14. april 2023 • 15:30

Det kan medføre dyrere fjernvarme, hvis kommunen siger ja til en udvidelse af biogasanlægget i Aakirkeby, skriver Bornholms Energi & Forsyning i et høringssvar.

Det vil kunne mærkes på varmeregningen flere steder på Bornholm, hvis Bigadan får lov til at firdoble kapaciteten på biogasanlægget i Aakirkeby, advarer Bornholms Energi- & Forsyning. Årsagen er, at der næppe vil være halm nok til både biogasanlægget og varmeværkerne i Nexø, Østerlars og Hasle, som derfor bliver nødt til at producere varme med blandt andet olie og træpiller. Det fortæller DR Bornholm på baggrund af et høringssvar fra Beof.

"Der skal derfor advares kraftigt mod den foreslåede udvidelse af biogasanlægget", skriver Beof og fortsætter:

"Beof er ikke præsenteret for data, som kan sikre, at der ikke vil opstå situationer med væsentlig mangel på halm. Dette skaber en meget stor usikkerhed vedrørende prisstabilitet for forsyningen med fjernvarme. Det eneste alternativ, Beof ville have for forsyning ved mangel på halm, vurderes at være spids- og reservelast, som i dag baseres på olie, træpiller og elkedler. Dette kan risikere at medføre en stigning i produktionsprisen for fjernvarme med en faktor 4 og dermed resultere i en væsentlig prisstigning for fjernvarmekunderne", skriver Beof i sit høringssvar, som Tidende efterfølgende har fået tilsendt. Faktor 4 er det samme som en firdobling.

Den ønskede udvidelse af anlægget i Aakirkeby har netop været i en offentlig høring. Det er i den forbindelse, Beof gør opmærksom på sine betænkeligheder.

Import ikke realistisk

Beof forklarer, at halm og adgangen til den er afgørende, fordi Bigadan efter udvidelsen vil bruge mindst 60.000 ton halm til biogasproduktion. Bigadan vil også etablere en ny biomassekedel fyret med halm til produktion af procesvarme. Dette vil betyde, at anvendelsen af halm på anlægget vil være betydeligt større end 60.000 ton per år, skriver Beof.

Det er ifølge Bornholms Energi & Forsyning problematisk, da forsyningssektoren har udviklet varme- og kraftvarmeværker, der anvender halm som brændsel. Her på Bornholm kører fjernvarmeværkerne i Nexø og Østerlars udelukkende og det i Hasle delvis på halm. Til dem bruger Beof mellem 19.000 og 27.000 ton halm om året.

Baseret på vurderinger fra Aalborg Universitet og Bornholms Landbrug & Fødevarers Biogasplan Bornholm er der her på øen en bruttomængde halm på mellem 60.000 og 80.000 ton om året. Umiddelbart ikke nok til at dække både varmeværkernes og et udvidet biogasanlægs behov.

"Halmværkerne er designet til at fyre med halm og kan derfor kun delvist skifte til alternative brændsler. En delvis udskiftning fra halm til træflis ville kræve en ombygning af varmeværkerne, hvilket i sig selv ville fordyre varmeprisen for kunderne. Det skal også understreges, at halm ikke vil kunne sejles til Bornholm, uden at dette medfører urealistisk stigende omkostninger til brændsel for halmværkerne", skriver Beof i sit høringssvar.

Ikke plads i fjernvarmenettet

På den baggrund foreslår Beof, at regionskommunen ikke giver tilladelse til anvendelse af øgede mængder halm på Bigadans anlæg, før der er gennemført en nærmere vurdering af tilgængelige halmmængder, og at der fastsættes et loft over Bigadans samlede årlige halmanvendelse, når en sådan undersøgelse er gennemført. Loftet skal beregnes ud fra en samlet produktion af halm på 60.000 ton minus Beofs nuværende anvendelse på 30.0000 ton per år. Fra dette skal trækkes den andel, som landbruget ikke ønsker at sælge til energiudnyttelse.

Vurderingen kan genovervejes, når udnyttelsen af overskudsvarme fra energiøen er besluttet, og man ved, om den erstatter anvendelse af halm på de nuværende varmeværker, mener Beof.

Bornholms Energi & Forsyning ønsker også, at det skal gøres tydeligt, hvordan den tre-fire gange så store mængde biogas skal anvendes. Af den politiske behandling fremgår det, at biogassen påtænkes anvendt til produktion af el og varme. Men en udvidelse af kapaciteten til produktion af el og varme indgår ikke i Bigadans forslag, skriver Beof, som derfor formoder, at biogassen skal afsættes til anden side og på den måde indgå i el- og varmeproduktion.

"I dag afsættes den varme, som Bigadan producerer, til Aakirkeby fjernvarmenet og har via en varmeaftale fået status som grundlast. Det er ikke muligt at afsætte større mængder varme i fjernvarmenettet i Aakirkeby. Der bør på den baggrund udarbejdes et varmeprojekt til myndighedsbehandling som forudsætning for godkendelse af udvidelse af biogasanlægget. Dette for at vurdere, hvor den øgede mængde fjernvarme tænkes afsat, og om dette er samfunds- og brugerøkonomisk fornuftigt i forhold til alternative løsninger", skriver Beof, der foreslår, at regionskommunen tager initiativ til en samlet varmeplanlægning.



FÅ ABONNEMENT