Hvad sker der med mennesket, når troen vakler, friheden bliver en byrde, og gamle sandheder mister deres kraft? Det undersøger Bornholms Biblioteker, når tre septemberdage står i Dostojevskijs tegn under Bornholms Kulturuge.
Fra 15. til 17. september inviterer Dostojevskij-dage – Hvide nætter og mørke drømme til møder med den russiske forfatter gennem litterær oplæsning, foredrag, teater og musik.
Tirsdag læser Mathias Valdemar Løffgren, Dorthe Møller Paulsen og Marie Wildt fra blandt andet Dobbeltgængeren og Hvide nætter.
Onsdag fortæller Benjamin Boysen, ph.d. og dr.phil., om melankoli, dæmoni og kristendom hos Dostojevskij og folder nogle af forfatterskabets store spørgsmål om tro, skyld og frihed ud.
Torsdag afsluttes dagene med teaterforestillingen Dostojevskijs Et latterligt menneskes drøm med Viktor Melnikov og Adam Ørvad på accordion.
Ifølge biblioteket behøver man ikke have kendskab til den russiske forfatter for at deltage.
Arrangementet er en del af Bornholms Kulturuge 2026 og støttet af Bornholms Kulturuge og Statens Kunstfond.