Sommerrevy med nye ansigter gør klar til årets forestilling

Sommerrevy med nye ansigter gør klar til årets forestilling
Bornholms Sommerrevy er klar til at indtage Kyllingemoderen igen i år. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | 18. MAJ 2022 • 12:24
NYHED
18. MAJ 2022 • 12:24

Holdet bag Bornholms Sommerrevy er nu samlet og er gået i gang med prøverne til dette års sommerrevy, der har premiere den 29. juni.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

I første omgang er revyspillerne lige nu samlet i København, før de flytter ind i Kyllingemoderen i Almindingen, hvor over 5.000 publikummer overværede forestillingen sidste år.

– Det er en fornøjelse at starte prøver i maj, hvor alt springer ud omkring os. Allerede nu er stemningen på holdet i top, der bliver grinet, snakket og sunget. Efter corona er det vidunderligt ikke at skulle tænke i begrænsninger, men bare give den gas, siger revydirektør og spillende instruktør Gunvor Reynberg i pressemeddelelsen.

Nye folk på scenen

Årets sommerrevy har fået navnet Pip Pip Hurra!, og der er et par nye ansigter i revytruppen, hvor Marianne Gonnov Bøgelund er ny skuespiller, og Johann Gustav er ny kapelmester.

De tilslutter sig et par gamle kendinge i skuespiller Joakim Lind Graae Tranberg og Søren Hauch-Fausbøll, der igen er klar som skuespiller og revydirektør, og han løfter lidt af sløret for, hvad man kan forvente af årets revy.

– Der skal jo være noget for enhver smag, en tekst som vækker eftertanke, én der sætter gang i latteren, én der kommenterer på aktuelle begivenheder osv. Det er vigtigt for os, at vi har fokus på, hvad der rører sig på vores lille grønne ø... Men derfor får Putin naturligvis ikke lov til at gå fri for at blive spiddet på revyscenen, fortæller Søren Hauch-Fausbøll.

Revyspillerne indtager Kyllingemoderen fra midten af juni, hvor de gennemgår de sidste forberedelser, så de kan stå helt skarpt til at vise publikum, hvad de har fundet på i år.

– For os er publikums latter benzinen, der får revyen til at køre, og vi glæder os til en masse glade aftener med masser af mimik, musik og morskab i Almindingen, hvor skoven er sprunget ud og på smukkeste vis indrammer Kyllingemoderen, siger Søren Hauch-Fausbøll i pressemeddelelsen.

Bornholms Sommerrevy 2022 "Pip Pip Hurra!" spiller i Kyllingemoderen fra d. 29. juni til d. 4. august, og billetter kan købes på revyens hjemmeside eller billetten.dk.