Det er efterhånden 25 år siden, at Signe Svendsen var med til at vinde Dansk Melodi Grand Prix. Senere på måneden kommer hun til øen, hvor hun som barn besøgte sin farmor og farfar.
Koncerten foregår i Raschs Pakhuz i Rønne 15. november og er en del af den turné, Signe Svendsen har været på i forbindelse med albummet "Alt Det Vi Gør For Ikke At Dø", der udkom i januar. Sangene derfra bliver suppleret af numre fra hendes bagkatalog.
– At gå helt alene på scenen er på mange måder det reneste koncertformat. Det er en slags kontrakt med publikum, der tillader det sårbare og det umiddelbare, ingen aftener er ens, og det er i høj grad noget, vi skaber sammen, siger Signe Svendsen i en pressemeddelelse.
Sangene på "Alt Det Vi Gør For Ikke At Dø" udspringer af en eksistentiel tanke om, hvad det er, der holder os i live som mennesker, og publikum kan ifølge Musikhuzet se frem til at opleve sange om kærlighed, tvivl og skæbne.