Vandrehjems-ejer og forfatter Line Juhl Kronow udgiver nu andet bind i bogserien Sila-sagaerne, men hvor det første bind blev udgivet ved Forlaget Facet, bliver andet bind nu tilgængeligt via forfatterens eget nystartede forlag: Forlaget Sila.
Line Juhl Kronow udgav den første bog i Sila sagaen, Flugten fra Timanoon, i januar 2026, og den er sidenhen kommet ud på flere biblioteker og er tilgængelig på eReolen. Her under et år senere er endnu en bog i serien klar til udgivelse med titlen: Slaget om Imterah. Denne gang har Line Juhl Kronow haft sine hænder med i alle dele af processen.
– Det er både spændende og lidt skræmmende pludselig at stå med det hele selv. Jeg har lært utrolig meget gennem arbejdet med Slaget om Imterah, ikke kun om det at skrive en bog, men også om alt det, der sker fra det færdige manuskript til den trykte bog. Det har været en stor opgave, men også virkelig tilfredsstillende at opleve, at jeg faktisk kan føre projektet hele vejen i mål selv, skriver Line Juhl Kronow.
Slaget om Imterah udkommer 9. oktober 2026 og fejres med en uformel bogreception 11. oktober på Danhostel Sandvig.