Østerlarsbo er ny i revyen i 2022

Østerlarsbo er ny i revyen i 2022
De medvirkende i Bornholmerrevyen i 2022. Pressefoto
NYHED | ALMINDINGEN | ABONNENT | 26. NOV 2021 • 18:00
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ALMINDINGEN | ABONNENT
26. NOV 2021 • 18:00

Sommerrevyen i Kyllingemoderen bliver endnu mere bornholmsk.

Der vil i 2022 for tredje gang blive spillet sommerrevy i Kyllingemoderen i Almindingen, og der bliver skruet endnu mere op for det bornholmske, lover arrangørerne.

Det sker helt konkret i form af Johann Gustav, der oprindeligt er fra Østerlars. Han overtager rollen som kapelmester fra Alice Carreri, der har takket ja til et job i Tivoli.

– Johan Gustav bliver en fantastisk gave at have med på holdet. Mange bornholmere kender ham måske allerede fra duoen LYRA og i jazz-sammenhænge med blandt andet Moments Notice. Johann har også været kapelmester i Walmanns Copenhagen. Det er med garanti, at revyen bliver mindst lige så musikalsk og med en lydkulisse, der nok skal forkæle ørerne, skriver Bornholms Sommerrevy i en pressemeddelelse.

Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll, der stammer fra Rønne, vil fortsat være skuespillere i revyen og dele tjansen som revydirektører. Med deres mange års erfaring fra revyscenerne rundt om i Danmark og på Bornholm vil publikum igen kunne opleve deres finurlige og gakkede karakterer, skriver revyen.

Joakim Lind Graae Tranberg fra Snogebæk er garant for mere bornholmsk i revyen:

– I 2019 kunne Joakim slå sig fast med sit komiske talent i sommerrevyens debutforestilling, og i 2021 var der ingen i tvivl om, at Joakim bidrager både med komik af højeste kaliber, vanvittige optrin og en sangstemme, man ikke sådan lige glemmer, skriver revyen.

Revyen byder på en ny kvinde, idet Marianne Gonnov Bøgelund er med for første gang.

– Marianne er fra Jylland, så den bornholmske dialekt kan ikke garanteres, men Marianne vil gøre et ihærdigt forsøg, og én ting kan revyholdet garantere; det bliver alt andet end kedeligt.

Fonde støtter

Revyholdet lover landets mest lokale revy og fortæller, at det allerede nu bobler med ideer hos de fire skuespillere og kapelmesteren. Man glæder sig over, at lokale fonde igen støtter revyen.

– Uden dem, ingen revy, så stor tak til Brdr. E., S. Og A. Larsens Legat for første tilsagn til vores revy, det betyder uendeligt meget, understreger Søren Hauch-Fausbøll.

Premiere 29. juni

Bornholms Sommerrevy, "Pip pip hurra", har premiere den 29. juni 2022 og spiller i Kyllingemoderen frem til den 6. august.

Der kan bestilles billetter på www.bornholmssommerrevy.dk og via Billetten.dk.