Teater vil være kulturhus: 'Det skal bruges mere'

Teater vil være kulturhus: 'Det skal bruges mere'
Nexø Teater, også kaldet Scene2, opfordrer kulturlivet til at bruge teaterbygningen i Nexø. Alt kulturelt er velkomment, siger Ann Sonne, formand for Nexø Teater. Foto: Berit Hvassum
TEATER | NEXØ | ABONNENT | 11. SEP 2021 • 09:30

Teatersal står tom en stor del af tiden. Kom og brug huset, opfordrer teatrets bestyrelse.

 

En lille, men stemningsfuld teatersal i det lige så stemningsfulde Kirkestræde i Nexø er stadig ukendt land for mange, både nexøboer og bornholmere. Men nu har bestyrelsen bag teatret lagt en plan. Bygningen skal kunne bruges til mange flere aktiviteter.

– Det kunne være eksempelvis små koncerter, digtoplæsning eller filmforevisning. Vi er åbne for næsten alt med et kulturelt indhold, siger Ann Sonne, formand for teatrets bestyrelse.

Hun overtog i 2020 formandsposten efter Camilla Steimel, som i 13 år var både formand og instruktør på teatret. Bestyrelsen har nu valgt at dele opgaverne op, så instruktøropgaven med børne- og unge-dramagrupperne er lagt i hænderne på Stinna Marie Noer og Bo Cassius Sandberg, mens bestyrelsen selv har nedsat en eventgruppe, der skal få mere gang i den lille teaterbygning.

Eventgruppen mener, at der er mange fordele at hente ved at arrangere flere kulturbegivenheder i teaterbygningen. Den er indrettet til formålet og ligger midt i byen.

– Folk kender mest Scene2, som et sted, hvor der er børneteater. Vi vil gerne se det mere som et kulturhus, og også få nogle andre mennesker herned, som ikke ser børneteater, forklarer Ann Sonne.

Bestyrelsen er klar til at stille faciliteterne til rådighed for arrangører med events, der passer ind.

– Vi synes, det er et fantastisk godt hus og vil gerne have, at det bliver mere brugt, og ved at gå mere bredt ud håber vi, at flere får øje på teatret.


Nexø Teater råder over en lille, men velfungerende teaterbygning med lys- og lydbalkon, backstagelokale, forhal og endda røde lygter foran indgangen, siger teaterformand Ann Sonne. Foto: Berit Hvassum


I dag bliver teaterbygningen næsten kun brugt, når henholdsvis en børnedramagruppe og en dramagruppe for unge mødes en gang om ugen hver samt, når børne- og ungdomsgruppen sætter forestillinger op. Der er dermed mange tomme dage i kalenderen, hvor teatersalen med tilhørende lille forhal, backstagelokale, lyd- og lysanlæg og balkon kunne bruges til andre formål. Selv røde lygter ude foran er der, som kan lyse op ved udsolgte forestillinger. Men fordi teatret de senere år fortrinsvis er blevet anvendt til børne- og ungeforestillinger, er der stadig mange, som hverken kender til, at teaterbygningen eksisterer, eller hvor den ligger.

Gerne arrangement hver måned

– Vi tror, at vi kan trække nogle andre til ved at få flere arrangementer herned. Så huset kan blive brugt og blive synliggjort, og vi dermed kan få huset ind i folks bevidsthed, siger Anne Langskov, som også er medlem af eventgruppen.

På længere sigt håber teatret også at kunne arbejde sammen med Udenfor Sæsonen og Rønne Theater, når noget her egner sig til forestilling i den forholdsvis lille teatersal i Nexø, hvor der er plads til et publikum på 40 personer.

– Vi vil rigtig gerne, at her sker noget hver måned. Det kunne også være dejligt, hvis nogen ville lave voksenteater hernede igen, siger Ann Sonne.

Bestyrelsen håber også på flere støttemedlemmer, herunder også gerne lokale virksomheder.

– Det har teatret tidligere haft, og det ville give mulighed for flere kulturelle begivenheder, siger Ann Sonne.

Kom med din idé

Har man ideer til events og arrangementer i huset, må folk meget gerne henvende sig, opfordrer bestyrelsen, som kan findes via Nexø Teaters facebookside.

– Lige nu er der god plads i kalenderen. Bare ikke i oktober måned, forklarer Ann Sonne.

Regionskommunen står for forbrug og udvendig vedlighold af bygningen, derfor kan bestyrelsen stille bygningen gratis til rådighed for andre events end børneteater, forklarer formanden.

– Derfor synes vi også, at det skal bruges mere.

Maratonsang

Første arrangement er et maraton-sangevent den 25. september, hvor der synges fra højskolesangbogen hele dagen fra klokken 10 til klokken 16.

 


Nexø Teater har først og fremmest lagt scene til børne- og unge teater, men vil nu også gerne bruge teateret meget mere bredt. Arkivfoto fra forberedelser til forestillingen Pinnochio i 2018. Foto: Berit Hvassum


Gå til teater i Nexø

Efter en lang stilstand på grund af corona, har Nexø Teater nu både en børnedrama-gruppe og en unge-dramagruppe i gang. Børnegruppen er for børn op til 12 år og 10-12 teaterglade børn har meldt sig til at arbejde med skuespil og drama.

Ungdomsgruppen er fra 12 år og op. De unge mødes til improvisation og drama-øvelser hver mandag, mens børnegruppen mødes hver onsdag.

Stinna Marie Noer er instruktør for børnegruppen, mens Bo Cassius Sandberg er instruktør for unge-gruppen.

De unge er i gang med at lære hinanden at kende og improvisere, og planen er, at det gerne må munde ud i en forestilling til foråret, fortæller Bo Sandberg.

Forventningen er, at de unge sammen med ham selv skriver teaterstykket. Bo Sandberg har selv spillet teater på Scene2, da han var ung, og er nu med til at give andre chancen.

– Vi er lige startet og var fire unge til første gang og 10 til den anden, og måske er to mere på vej, fortæller Bo Sandberg.

De unge teaterinteresserede kommer både fra Nexø og Svaneke, og er der flere, som gerne vil være med, kan de kontakte Bo Sandberg via Scene 2 Nexø Teaters facebookside.