Museum slår alarm: Bornholms kulturarv mugner i lader og bunkers

Museum slår alarm: Bornholms kulturarv mugner i lader og bunkers
'Pedersker', 'Ibsker', 'Klemensker', 'Østerlars' står der på arkivkasserne med historiske genstande. Hele øens kulturarv er truet af muggens klamme hånd. Foto: Jacob Jepsen
KULTURARV | BORNHOLM | ABONNENT | 13. SEP 2021 • 17:30
Niels Ebdrup
Journalist
KULTURARV | BORNHOLM | ABONNENT
13. SEP 2021 • 17:30

Genstande fra Bornholms historie bliver dag for dag nedbrudt hurtigere, end de burde. Årsagen er, at Bornholms Museum mangler egnede magasiner til at sikre vores fælles fortid.

 

På hemmelige steder rundt på Bornholm – i fugtige lader og bunkers – bliver den bornholmske kulturarv opbevaret. Det er bygninger, som ikke er opført til formålet, så de er dag efter dag skyld i, at arkæologiske fund og genstande fra bornholmernes historie forvitrer.

Leder af Bornholms Museum, Jacob Bjerring-Hansen, kalder ellers bevaringen af den fælles kulturarv for 'den aller vigtigste opgave', Bornholms Museum har. Det går ham derfor på, at museet ikke kan passe bedre på genstandene.

– De historiske genstande ligger på magasiner. Nogle i ældre stalde, andre i bunkers, siger Jacob Bjerring-Hansen.

– Der er affugter på i bunkers-magasinerne, så vi gør, hvad vi kan. Men det er ikke nok. Vi taler her om meget sårbare ting, og de står op langs fugtige vægge. Selv i vores bedste magasin i Rønne, bliver de dårligere og dårligere. Vi vil gerne aflevere tingene til næste generation, så de kan formidle og forske, men de bliver hele tiden dårligere, fordi de er på magasin hos os.


Nogle genstande står op ad fugtige vægge. Foto: Jacob Jepsen

Museum kan miste statskroner

Udover at muggens klamme hånd flår i de unikke historiske ting, kan man også frygte, at situationen ender med at degradere Bornholms Museum.

I øjeblikket er Bornholms Museum at finde på listen over Danmarks 97 statsanerkendte museer. Med statsanerkendelsen følger et statsligt driftstilskud, som betyder, at museet kan holde en høj standard, men man kan frygte, at statsanerkendelsen og de rare kroner forsvinder, hvis ikke Bornholms Museum formår at leve op til sin del af aftalen: Først og fremmest at sikre den rige bornholmske kulturarv.

– At passe på kulturarven i vores magasiner er den aller vigtigste opgave, vi har som statsanerkendt museum. Og med otte års mellemrum kommer der nogen og ser os efter i sømmene, fortæller Jacob Bjerring-Hansen.

Indtil for et år siden troede Bornholms Museum, at kulturarven i fremtiden skulle opbevares forsvarligt i de tidligere frysehuse på Tejn Havn., men forundersøgelser pegede på, at området før eller siden vil blive oversvømmet i forbindelse med storm. Risikoen for, at vandmasser skulle tage kulturarven, betød at planerne blev forkastet.