Man bliver aldrig for gammel til at interessere sig for veteranknallerter, og de har fået en gevaldig renæssance i de senere år. På Bornholm alene findes der nu seks-syv knallertklubber, hvor man deler interessen for de gamle knallerter. En af klubberne, Møjvalpana, lagde søndagsturen ned forbi Gudhjem, hvor mange var henne og beundre de gamle knallerter.
Klubben er etableret i 2020 og har sine rødder i Nexø, hvor de foreløbig 14 medlemmer leder efter klublokaler.
– Vi arrangerer ture og lægger dem ud på Facebook. Så kan man møde op, og så ser vi hvad dagen bringer, siger Nikolaj Rehfeld fra Møjvalpana.