Klub samler ind til særligt loppemarked

Klub samler ind til særligt loppemarked
I maj holder Nexø Rotary Klub loppemarked for at skaffe penge til hjælp til udsatte unge. Alle effekter har interesse. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | KULTUR | 17. FEB • 15:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | KULTUR | 17. FEB • 15:00

I maj arrangerer Nexø Rotary Klub marked med auktion, hvor pengene går til klubbens fond, der støtter unge i lokalområdet. Inden da skal effekterne samles ind.

Pengene går ubeskåret til lokale udsatte unge bornholmere, når effekterne bliver solgt i Nexø.

Inden det sker, har Rotary Nexø brugt seks lørdag på at samle ind til et stort loppemarked med særskilt auktion.

Formand Nikolaj Ranfelt fra Nexø Rotary Klubs Foundation-udvalg opfordrer folk til at kigge i gemmerne, om de har noget, andre kan bruge. I så fald kan man donere effekterne til klubben, som vil sælge dem på et loppemarked på Nexø Havn i maj.

– Alt kan bruges, så længe det er i okay stand, fortæller han i en pressemeddelelse.

På seks lørdage i februar, marts, april og maj vil Rotary-klubben være på plads på Sdr. Hammer for at tage imod effekter, som vil blive solgt samme sted 16. maj. Ved at donere bidrager man til den økonomiske støtte, Rotary Nexø løbende yder til forskellige foreninger, sportsklubber og andre, der arbejder med unge mennesker.

Sidste år hjalp klubben i Nexø blandt andet med frokost til fodboldskolen i Nexø, støtte til ungdomsafdelingen i Nexø Bordtennis Club samt udstyr og spil til Værftets ungdomsklub, der bidrager til unges trivsel på Østbornholm.

– Loppemarkedet er drevet 100 procent frivilligt, og alle pengene kommer til at gå til Nexø Rotary Klubs Foundation Fond. Dit bidrag kommer derfor til at gå direkte tilbage til en god sag, som kan hjælpe lokalsamfundet, fortæller Nikolaj Ranfelt.

Nexø Rotary Klub er et tværfagligt netværk, der fokuserer på unge, udsatte bornholmere, arrangerer ungdomsudveksling og er med i arbejdet for bedre livsvilkår for mennesker både lokalt og verden over, fremgår det.

FÅ ABONNEMENT