Kæmpe artist klar til næste års Wonder

Kæmpe artist klar til næste års Wonder
Tobias Rahim kommer til Bornholm næste år. Pressefoto
NYHED | 1. DEC 2022 • 07:02

I dag starter billetsalget til næste års Wonderfestiwall, og derfor har festivalen valgt at offentliggøre det første navn i en lang række af kunstnere, der skal underholde gæsterne.

Første artist er ingen ringere end Tobias Rahim.

– Tobias Rahim er nyere tids største gennembrud på den danske musikscene med millioner af streams, fornemme priser og udsolgte koncerter på stribe – et folkeligt gennembrud, skriver Wonderfestiwall.

For radiolyttere er Tobias Rahim særdeles kendt, for hans hits Stor mand, Mucki bar og Flyvende Faduma har i lang tid lydt igennem hele landets højtalere. Og hitlisterne bekræfter da også, at det er et stort navn vi har med at gøre. Ud af de seneste 54 uger har danskkurdiske Tobias Rahim nemlig ligget nummer et på den officielle danske hitliste i de 42 af dem.

– Tobias Rahim er uden tvivl et af de største navne vi har herhjemme lige nu, og tilmed det mest ønskede af vores publikum. Det er fedt, når vi som festival lykkes med at hive de største artister til Bornholm - og her er Tobias Rahim ingen undtagelse. Jeg er virkelig stolt af, at vi kan lykkes med at give bornholmerne det, de ønsker sig, samtidig med, at vi forhåbentlig også kommer til at overraske med nogle af de andre spændende artister, som vi kan løfte sløret for til næste år, siger en glad Sarah Marie Jensen, medlem af Wonderfestiwalls musikråd.

Wonderfestiwall 2023 løber af stablen den 17.-21. august 2023.