Fra Richard III til Trump – er der noget nyt?

Fra Richard III til Trump – er der noget nyt?
"Richard III – Riget, Magten, Æren" opføres i Musikhuzet i Rønne af Teatergrad. Foto fra forestillingen: Per Morten Abrahamsen
NOTITS | KULTUR | 18. FEB • 12:00
NOTITS | KULTUR | 18. FEB • 12:00

Teatergrad besøger Rønne med tankevækkende forestilling.

Omkring 1593 skrev William Shakespeare et historiske drama om Richard III, fortæller Kirsten Mortensen fra Teaterforeningen Bornholm i en mail til Tidende, idet hun fortsætter:

Man kan spørge sig selv – hvad skal jeg med en oldsag som det, men prøv at se Teatergrads forestilling "Richard III – Riget, Magten, Æren".

Og hendes argument er, at der er tale om en fantastisk forestilling, som beskriver et magtmenneske, som man kender det fra fortiden.

Og ikke mindst: Som man kender det fra i dag.

Teatergrad sætter spot på en magtelite anno 2026, en lille gruppe mennesker, hvoraf overraskende få er folkevalgte politikere. Størstedelen er toppen af erhvervsfolk, multimilliardærer, tænk på Elon Musk og Jeffrey Epstein eksempelvis, dog fremstillet i danske rammer.

Hvordan opererer de, hvilken indflydelse har de på vores liv, og hvor stor er forskellen egentlig mellem nutidens magtspil bag de lukkede døre og den farlige monark fra Shakespeares drama?

Med eksempler fra erhvervsbestyrelser, til sammenbrud i partiledelser og populistiske tendenser tegner forestillingen en grotesk og også komisk karikatur af de kampe, der kæmpes om magt og indflydelse.

"Richard III – Riget, Magten, Æren", slår Kirsten Mortensen fast, er mere end teater, det er en kritisk refleksion over magtens evige dilemmaer og et uafrysteligt portræt af ambitionernes pris. Fra Richard III's subtile manipulationer af begivenhederne og til Trumps alternative sandheder og vurderinger af, hvad han har ret til.

Teatergrad opfører forestillingen i Musikhuzet tirsdag 24. februar klokken 19.30, og den varer 90 minutter uden pause.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT