Folkemødet er i gang, men hvad med festen? Tag med Tidende på jagt efter den

Snakken går, og det gør den hvert år: Er Folkemødet elitært, er folket overhovedet repræsenteret, er der for mange lukkede arrangementer for kendisser, beslutningstagere og andre højt på strå? Er folket blevet pillet ud af mødet? Vissevasse, og som borgmester Jacob Trøst sagde det ved åbningsarrangementet: "Vi trænger til at komme ud og være sammen – og feste sammen". Vi tog ud for at opstøve festen.

– Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien ...

Formand Mao sagde det oprindeligt, men Kliche med Lars H.U.G. i spidsen gentog det så repetitivt på nummeret "Masselinjen" fra debutpladen i 1980, at vi var mange, der i en periode havde svært ved at ryste tanken ud af hovedet og nærmest glemte den kommunistiske kværn, som formanden – ganske som alle andre kommunistiske ledere har gjort det gennem tiderne – gerne brugte til at male livet ud af sit folk med, mase det, destruere det, hvis ikke det makkede ret.

Men her til lands er det heldigvis noget andet, vi tror så meget på folket, at vi gennem mere end et decennium har haft Folkemødet i Allinge, som siden sin spæde start i 2011 må siges at være vokset til en kæmpemæssig succes.

Og nu er vi her igen for fulde tryk, og efter et coronalukket møde i 2020 og et coronadecimeret sidste år, er der ingen grænser – politikerne, meningsmagerne, organisationerne, foreningerne, journalisterne, spindoktorerne, alle er mødt op igen.

Og Folket!

Folket først og fremmest.

Ved middagstid torsdag blev det hele blæst i gang, og som borgmester Jacob Trøst slog fast oppe fra Folkemødets store scene:

– Vi trænger til at komme ud og være sammen – og feste sammen.

Nogle vil omtale hele Folkemødet som en demokratiets fest, men hvor er egentlig FolkemødefesTEN. Der hvor det sker, når ikke lige der er organiseret debatpingpong, oplysningskampagner, budskaber, der skal formidles, og politiske pointer manifesteres. Tager fadøllen, vinen og de små shots over og sætter kommunikationen op i et andet gear, lader følelser og lidt anarkisme tage over?

Vil man virkelig gerne
til en fest på Folkemødet,
er jeg sikker på,
man kan komme det

Allerede på forhånd kan man konstatere, at der skam er mange arrangementer, hvor man ikke nødvendigvis behøver svinge dankortet eller aktivere sin Mobilepay for at svale ganen, som kan blive tør al den snak, i lidt fadøl eller vin, men det er ikke dem alle, der beredvilligt byder folket indenfor. Nej, der skal en invitation til, man skal vel være noget ved musikken, som det hedder.

Da Tidende tjekker listen for åbningsdagen, torsdag, åbenbarer der sig for eksempel et arrangement, Vækstfonden står for i Klostergården på Østergade klokken 16-18, Dansk Fjernvarme holder sin "klassiske og varme havefest" på Næsgaarden ikke så langt derfra klokken 17-20, mens Rud Pedersens "legendariske fredagsfest" i år allerede finder sted om torsdagen tæt på de to førstnævnte klokken 18-23.

Ingen af stederne er der fri adgang for folket, der skal invitation til, så Tidende beslutter sig for at tjekke, hvad der mon sker inde i de lukkede haver i Allinge.

Og ringer først til Rud Pedersen Public Affairs, som angiver at have forstand på politik, regulering og beslutningsprocesser og gerne rådgiver danske og internationale klienter om samme.

Det er Bodil, der tager telefonen, og adspurgt, om ikke Tidende lige kan kigge forbi, lyder svaret venligt, men bestemt:

– Vi kan desværre ikke være flere. Man får adgang pr. invitation, og der er helt og aldeles fuldt booket op, desværre. Normalt har vi en større venue, men i år kan vi kun invitere 500.

"Kun" 500?!

– Jamen, vi har været helt op på 1.500, da vi var på Tines Gjestehuz, men i år er vi på Slægtsgården, og det er lidt mindre forhold. Måske har vi større forhold til næste år, så skal du være meget velkommen, siger Bodil, som i øvrigt ikke er til at hverken hugge eller stikke i.

Der er lukket for os uden invitation.

Kig forbi

Men hvad så med Vækstfonden? Her er mere held.

– Egentlig skal jeg sige nej, men kom du bare, siger pressemedarbejder Sara.

– Der er gratis fadøl, hvis du må tage imod det.

Det må jeg. Det er nærmest pointen med denne opgave, som jeg endda ikke engang selv har fundet på.

Også hos Dansk Fjernvarme er der gevinst, for presse- og kommunikationschef Rune viser også gode takter.

– Kig du bare forbi, siger han.

Og så er det da bare om at tage den i fuldt firspring fra redaktionen på Nørregade i Rønne og fange folkemødebussen på Snellemark og straks sætte kursen mod Vækstfondens reception på Klostergården.

Den er pakket, bussen, hvilket ikke kan overraske. Det overrasker snarere, at der undervejs venter et eksotisk indslag i form af en ældre kvinde med en meget lang, blond hestehale. Nej, dén overrasker ikke, men det gør hendes mundbind. Dem havde man da lykkeligt glemt, og ja, man gyser lidt ved tanken om, hvordan det var sidste år, og hvad der kan være i vente.

Men klokken 17 lander vi på Kirkepladsen i Allinge, og dér kommer tidligere finansminister Bjarne Corydon, som nu er chef på avisen Børsen, skam spankulerende forbi.

Lige henne om hjørnet strømmer der musik ud fra kulturcaféen Fabers, det er Andreas Odbjergs "Blev du fanget af noget", og svaret må nødvendigvis være ja.

Få meter længere nede ad Kirkestræde passerer Jann Sjursen forbi, og det er nok ikke så mærkeligt, at den tidligere formand for Kristendemokraterne befinder sig netop på dén gade.

Kan man kalde Vækstfonden for Festfonden? Foto: Torben Østergaard Møller

Så er det Østergade, og der ligger Klostergården og summer lidt af liv, Vækstfondens liv.

Og der står Sara i blomstret kjole, som hun havde oplyst, hun bar, og taler med en yngre journalist fra Børsen, viser det sig.

– Vi kan jo slå pjalterne sammen, siger jeg til ham og forklarer ham min opgave, som er at drikke nogle fadøl og finde festen.

– Er du på samme opgave?

– Nej. Ikke officielt, siger han finurligt.

Her er fri bar, øl og vin og fade med små hapsere.

Jeg spørger Børsen og Sara, om de plejer at komme til fest under Folkemødet.

– Jae ..., siger Børsen.

Sara:

– Man skal være inviteret for at komme ind, men jeg har hørt, Rud Pedersen skulle være godt.

Det synes Børsen, som rent faktisk har været til Rud Pedersens reception, ikke.

– Men det er jo smag og behag, glatter han ud og fortsætter:

– Toga Vinstue er godt. Men det er jo det mere folkelige.

Sara skifter kurs. I en lidt ubehagelig retning, da hun spørger mig:

– Burde du betale for din øl for at være objektiv, når du skal skrive din artikel?

– Nej, forsvarer jeg mig.

– For jeg skal ikke være objektiv, det er en rent subjektiv oplevelse det her.

En kvinde bag os hilser hjerteligt på en mand.

– Nå, her står du og varmer op til ...?

Hun lader spørgsmålet hænge i luften.

Og jo, han gør. Varmer op. Det fremgår bare ikke umiddelbart til hvad.

Baby er med

Det er en rigtig hyggelig gårdhave, vi befinder os i. Gule mure med gamle, brune træhjul med eger, der er ophængt mellem vinduerne, små runde borde stillet op, og som man kan samtale ved, de har dug og en sten på, som skal forhindre, at dugen blæser af. Et par stynede træer, og Dannebrog, som vajer højt mod en blå himmel.

Lidt herfra står Per Mikael Jensen, som har haft topstillinger steder som Politiken, Jyllands-Posten og Metro International, og som altid er på Folkemødet.

Mon han plejer at komme til nogle gode fester?

– Ja, ikke så meget egentlig, men det sker. Jeg har for eksempel været til Liberal Alliances fester, som de holdt på en færge nede i havnen i nogle år. Og der var et år, hvor festen varede til klokken otte om morgenen, hvilket udløste en advarsel fra Folkemødet.

Var du med hele vejen?

– Ja, det er jeg bange for, svarer han ærligt.

– Der var i øvrigt også flere ministre med.

Rud Pedersens reception kender han godt.

– Jeg har været der, det er en af de største. Det er sådan et sted, hvor man mingler og skaber kontakter.

Steen Michael Asgreen, som er erhvervskundechef hos Vækstfonden, kommer hen og giver hånd omkring det bord, vi står ved.

– Tak, fordi I kom, siger han.

Det er dog primært henvendt til de andre.

Det er tid til at tømme fadølspilsneren og hente sig en classic.

En ung mand læner sig ind over baren.

– Jeg har hørt, der skulle være rødvin nu?

Dét er der.

På vej tilbage til det lille runde bord passerer jeg en mand, som siger til en anden:

– Jeg var også på Folkemødet i går aftes som et af de mindre berusede mennesker, og jeg fik da talt med nogle rådgivere fra Statsministeriet.

En kvinde med en baby på armen går hen til en mand med en fadøl.

– Skal jeg tage over, spørger han.

Nej, det skal han ikke.

Til de omkringstående forklarer han, at babyen har en bodystocking på med definitionen på demokrati påskrevet.

– Og i morgen skal det være en med babykrati – det er en enevældig styreform, ler han.

Receptionen er så småt ved at være slut, så jeg vil lige sige farvel til Sara, som mener her har været omkring 40 deltagere.

– Blev det god fest, vil hun vide og fortsætter:

– Skriver du noget godt om Vækstfonden? Tænk Festfonden! Jeg kan skrive din artikel for dig?

Jo tak, gør du det i nat?

– Ja, siger hun.

– Efter 10 glas rosé.

Jeg når lige at udveksle et par ord med en receptionsgænger om de 2.500 arrangementer, der er på årets folkemøde.

– Ja, det er mange, men folk skal bare lige igennem dem for at nå frem til den der, siger han og peger på min øl.

Nu er alle på vej ud, og mor lægger baby i barnevognen.

– Vi er til fest, ik' os, siger hun kærligt.

Disciplin

Et par minutters gang væk venter Dansk Fjernvarme og Næsgaarden. Allerede ude på vejen kan man høre musik, som om en fest er i gang, det er Rose Rouge med "St. Germain", viser det sig, da jeg går et par trin op og ind i den frodige have. Hip musik med dyb sax og heftig rytme, spillet af en dj fra en lille scene, viser det sig. Her er masser af mennesker ved bordene, hvor de spiser pølser og salat og drikker øl og vin.

– Godt at se dig, siger en fyr til en anden.

Der er kø ved grill og udskænkningsbord, og dér kommer Laila Kildesgaard, tidligere kommunaldirektør på Bornholm og direktør i Kommunernes Landsforening, gående med en tallerken med mad og et glas vin.

– Her er altid godt, siger hun.

– Hos Rud Pedersen er der også godt. Og jeg kommer lige nede fra Information, hvor der var godt gang i den.

Plejer der at være fester på Folkemødet?

– Ja, der er debatter om dagen, og det løber over i drinks og fest, men folk er utroligt disciplinerede. De er tidligt oppe at løbe og bade – og så er der debatter igen, siger hun.

Ved bordene aner man også et par folketingspolitikere, og folk bærer ikke bare glas, men hele flasker fra udskænkningsbordet.

Dansk Fjernvarme bød på pølser, salat, drikkevarer og dj. Foto: Torben Østergaard Møller

Derhenne, ved udskænkningsbordet, stiller jeg mig i kø, og manden foran mig siger til tjeneren, som spørger, hvad han vil have:

– Jeg er fra Nordjylland. Vi drikker øl.

Pressechef Rune fortæller, det er andet år med dj. Tidligere spillede en flok pensionerede embedsmænd fra Energistyrelsen jazz ved disse arrangementer.

– Vores dj hedder Propel, og han spiller kun plader, siger han.

– Vi var lidt nervøse for, hvor mange der ville komme i år, men det går fint, jeg tror her er omkring 250. Men der er flere som Rud Pedersen, der har fremrykket deres arrangementer til om torsdagen, så vi er flere om buddet.

Men klokken 21 er det slut her?

– Ja, så siver folk ud og går videre til andre ting, eller også går de hjem og sover.

Plejer du selv at gå til en god fest?

– I morgen skal jeg tidligt op, men ja, det er en stor del af Folkemødet at skabe relationer og netværk, også gennem uformelle møder. De fleste har et åbent sind.

Ikke mindst over en fadøl?

– Ja, præcis.

– Gimme gimme, Gimme just a little smile, we got a message for you, synger Laid Back og også her i haven vajer Dannebrog højt på en hvid flagstang.

Men klokken er 19.30, og det er tid til at komme videre.

Hvad hedder du?

Lidt nede ad gaden står porten åben til Slægtsgaarden og Rud Pedersens reception.

Lad os prøve ...

– Hvad hedder du, spørger en kvinde i porten og kigger allerede ned på sine lister over navne, da jeg træder ind.

– Jeg står ikke på listen, men jeg leder efter festen, og folk siger, det er her, svarer jeg.

– Jeg beklager, men jeg har fået at vide, at jeg ikke må lade nogen komme ind, som ikke er på listen, siger hun.

Hun er en god og stabil medarbejder, dét er tydeligt, og nu er det tid til at slå et smut ned forbi havnen og videre op mod Cirkuspladsen og undervejs i Havnegade opsøge FOA Ungdoms og 3F Ungdoms "Fordomsbar".

Der skulle være udskænkning af øl ...

Lige da jeg kommer derhen, hører jeg en ung pige sige til en anden, hun lige har mødt:

– Vi leder efter gratis øl, men der er ikke noget her.

Peter og Ann-Charlot fra FOA Ungdom erkender, at det er korrekt.

– Jeg har skænket flere hundrede fadøl, siger Peter.

– Men nu har vi ikke mere. Jeg har ikke engang selv fået nogen endnu.

Han forklarer, at tilbuddet var: Kom og få en øl – men nu, du er her, kunne du måske lige få rokket ved dine fordomme om sosu'er, sygeplejersker, brandfolk og så videre.

– Man kan for eksempel prøve at fordele piller i pilleæsker, skifte en ble eller lægge en kompresforbinding, forklarer han.

Jeg leder faktisk efter festen?

– Ja, men det er godt nok ikke vores mål. Det er oplysning og indblik i FOA's medarbejderes hverdag. Den er der mange fordomme om, siger han.

Nå, men jeg må videre og lede efter en øl.

– De konservative plejer at være god til at give øl, siger Ann-Charlot, lige da nogle unge fyre ankommer til teltet.

– Nu kommer vi til jeres fest, siger den ene.

– Den er lukket, siger Ann-Charlot.

To andre gutter stopper op og kigge ind i teltet.

– Jeg tror sgu ikke, der er flere fadøl, siger den ene.

– Skal vi gå i brugsen, spørger den anden.

Vi må alle videre nu.

Jarlen taler ud

Henne på den store scene på Cirkuspladsen synger Dorthe Gerlach akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester "Both Sides Now" af Joni Mitchell, hvilket sender mig direkte hen i Folkebaren efter en øl.

Jeg tror, jeg bestiller en meget fancy øl ved navn Passion Attraction, men det viser sig at være en drink med isklumper i til den folkelige pris af 75 kroner, og med den i hånden vender jeg snuden mod det hjørne af Folkemødet ikke så langt herfra, hvor Toga Vinstue hører til.

Snart får jeg øje på neonrør i træerne, det er festligt, men endnu mere vidner lyden af mennesker om, at nu bliver det festligt. Folkeligt og festligt, og ganske rigtigt.

Her er stoppet med mennesker, festglade mennesker både i selve baren til Toga Vinstue og i Danchells Telt, som vinstuen også har overtaget klokken 21, og hvor der skal afholdes musikquiz klokken 22.

Lige nu er der bare liv og glade dage og levende musik i det proppede telt, hvor sangeren i bandet, måske er det Quizband?, råber til publikum:

– I synger med!

Dét gør folk – i samme øjeblik han begynder på John Denvers "Take Me Home, Country Roads". Nej, de SKRÅLER med.

Her er, hvad der grangiveligt minder om en fest, og den bliver ikke mindre, da bandet spiller John Mogensens "To mennesker på en strand".

Og der står den politiske kommentator med de bornholmske rødder Jarl Cordua.

Mens hele teltet skråler "sig du ka li' mig, og mer' end kun med ord, jeg er blevet skuffet et par gange ..." trækker jeg ham om bag teltet, hvor nogle folk sidder i liggestole i terrænnet, som skråner ned mod klipperne.

Jarl Cordua har været til samtlige folkemøder i Allinge, ja, sågar i 2020, hvor der ikke var noget, for han hævder, at der skete et eller andet folkemøderelateret på Grønbechs Hotel, og der var han også med.

Men hvad siger han til fester, går han til dem her?

– Rud Pedersen har jo ..., indleder han.

Rud Pedersen igen!

– ... haft en fest i mange, mange år. Jeg har også været på gæstelisten i mange år, men er ikke kommet der på de seneste, så nu er jeg nok blevet slettet. Men de holder en stor fest. Det gør Dansk Erhverv også, det er nok en lidt mere åben fest. Men der er jo også, når de officielle folkemødearrangementer er stoppet og de almindelige folkemødegæster gået hjem, en masse receptioner, hvor man inviterer venner af huset.

– Men fest kan jo være mange ting. Her i Togas Vinstue kan alle komme med, og du kan også gå over til højskolernes telt for eksempel, hvor der er fest, på Cirkuspladsen er der fest – og du kan gå op på Gæstgiveren, hvor der er fest. Jeg plejer at sige, at hvis man ikke rigtig ved, hor man skal gå hen, så kan man gå op på Gæstgiveren. Men der kan være så mange, at det kan være svært at komme ind. Også her på Togas Vinstue kan man være med.

Her forekommer mig i høj grad at være fest?

– Ja, og bureaufesterne er jo typisk ikke sådan noget med musik og underholdning. Det er snarere reception, hvor der er rigeligt at drikke, og så er der måske mange mennesker inden for politik, måske fra kulturlivet og erhvervslivet, journalistik og så videre. Det kan være et miks af de ting, og så vil jeg snarere end lukkede fester kalde det lukkede receptioner.

Og folket kommer ikke med?

– Hvis man er en brancheorganisation og vil lave noget interessant, vil man gerne have det, man kalder interessenter med. Det er dem, man gerne interagerer med i det politiske arbejde, og i den sammenhæng er hr. og fru Jensen ikke så interessante, for de er jo ikke politiske aktører.

Hvis man vil, kan man

Hr. og fru Jensen kommer på Toga Vinstue?

– Ja, det har de mulighed for. Hvis de gider.

Hvad du end har været til af lukkede fester – og du har sikkert været til adskillige – bliver de så rent faktisk til fester? Kommer der gang i den og tryk på?

– Jeg vil faktisk sige, at det er sjældent. For der er sjældent musik, måske en dj, og det kan være da meget hyggeligt, men jeg vil sige, at det kan være et step på vej til en fest. Men altså, nogle af de fester, jeg har være til på Folkemødet, hvor der har været mest gang i den, har nok været på Gæstgiveren eller på Toga Vinstue. Og vil man virkelig gerne til en fest på Folkemødet, er jeg sikker på, man kan komme det, siger Jarl Cordua.

Festen er i gang lige her på vinstuen, men det er nærmest uomgængeligt lige at tjekke Gæstgiveren ud, her hvor klokken har rundet 22.

På vej derhen viser det sig, at festen – den folkelige! – også er godt i gang i Verdensmålenes telt, hvor der er livemusik og fyldt dansegulv, klapsalver og højt humør. Uden for står Bonderøven alias Frank Erichsen og ser salig ud i en hjemmestrikket sweater.

På vejen op mod Gæstgiveren kan man tydeligt høre Toga Vinstue, hvor der bliver skrålet med på "Re-Sepp-Ten":

– Vi står sammen, side om side ...!

Det er rart, for det er klangen af en fest, der blev fundet, og hvor folket har det herligt her på Folkemødet.

Det samme viser sig at gælde på Gæstgiveren.

På Grønbechs Hotel sidder den kendte Politiken-journalist fra ATS-redaktionen Ole Rasmussen og fører sig frem i et lille selskab, og det kan give håb om, at det overfor, på Gæstgiveren, er folket, der fester. Og det lader det lige præcis til at være.

Nåja, der står så også den politiske kommentator Noa Redington, men det skal han jo have lov til. Nu passerer Anne Vig, studievært fra TV 2 forbi, fint nok. Og chefredaktør fra Berlingske Tom Jensen står dér. Og Mads "kender du typen" Steffensen. Nu kommer Morten Løkkegaard gående med sin kone ...

Men så er der folket, som i hundredtal fylder den dejlige gårdhave og har en fest. Der er slet ingen tvivl:

Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af Folkemødet ...