Komiker og skuespiller Finn Nørbygaard gæster lørdag 17. oktober Svanekegaarden.
Det gør han med foredraget "Mine op- og nedture ... og hvad jeg lærte af det!". Der er få danskere, der har oplevet så store succeser og fiaskoer i livet som Finn Nørbygaard. Det er et erindringsforedrag, der starter tilbage i 1950'ernes Esbjerg, hvor han blev bortadopteret, og senere følger hans læreruddannelse. Foredraget handler også om mødet med Jacob Haugaard i 80'ernes kreative miljø i Aarhus.
Det blev en periode, hvor Nørbygaard gik fra den ene succes til den anden, blandt andet med shows i landets store kulturhuse, tv-program med eget sketchshow og medvirken i de gamle Tuborg Squash-reklamer. Den store succes blev også fulgt af en fyldt bankkonto, men senere vendte bøtten. De gode anmeldelser blev afløst af kritik, og Nørbygaard satte showbiz-karrieren på pause. Senere uddannede han sig til psykoterapeut.
Før finanskrisen i 2008 havde han investeret i firmaet IT Factory, der gik konkurs, og Nørbygaard mistede en stor del af sin formue.
I foredraget fortæller Finn Nørbygaard ærligt og med humor om de store op- og nedture – og om, hvordan livskriser kan tvinge én til at se sig selv i øjnene.