Det så ud til at blive godt, men så blev der spændt ben for planerne.
Ole Harild havde ladet kanonen. Snekanonen. Samtidig var clockradioen indstillet til at ringe hver fjerde time om natten, for nu skulle pisterne skydes klar. Vejrguderne varslede skivejr, og i starten gik det godt. Ole Harild skød løs hver nat, byggede kæmpekugler af sne og spredte det møjsommeligt ud. Men så gjorde vejrguderne sig vanskelige, og nu må stavene bliver i skuret ved Østerlars Skibakke i denne omgang.
– Det er lidt svært, når der ikke er noget sne. Vi har simpelthen ikke haft en rigtig kold uge her på Bornholm, siger han.
Det tegnede ellers godt, og Ole Harild var klar med bunkerne.
– Indtil fredag formiddag så det ud til, at frosten skulle vare ved hele næste uge. Men nu ser det ud til, at det bliver tøvejr på onsdag, siger han.
Derfor er Ole Harild stoppet med at slå sine hjemmelavede megasnebolde i stykker og fordele den kunstige sne på hele pisten med sit bæltekøretøj i denne omgang. For når først sneen er spredt ud, smelter den hurtigt i tøvejret.
Kæmpekuglerne kan til gengæld tåle mange dage med plusgrader, inden de forsvinder. Lidt ligesom havens snemænd, der overlever et stykke tid efter, at græsplænen er blevet synlig igen.
– Vi har lavet det meste sne, så der skal halvandet døgn til med under minus fem grader, hvis vi skal kunne åbne. Jo koldere det er, jo mere sne kan jeg lave i timen, siger han.
Sådan ser det ud fra toppen af bakken. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
At skyde sne med kanoner
Det at lave kunstig sne er ikke stor kunst. Faktisk sker det meste helt af sig selv.
– Snekanonen er en stor mølle, der kører, og så sidder der flere hundrede dyser på. Vandet har omkring 15 atmosfæres tryk. Det svarer til at stå med en højtryksrenser og skyde op i luften. Inden det lander, skal det være blevet til sne, forklarer Ole Harild.
Kunstig sne skal helst fremstilles om natten, når det er koldest, og solen ikke ødelægger hele projektet. Kanonen skal flyttes med mellemrum, og derfor ringer Oles vækkeur hver fjerde time om natten, så han kan trække de varme underhylere på og komme i sving.
– Så skal jeg have termokedeldragt på og ud. Jeg holder hele tiden øje med temperaturen, og så sover jeg lidt om dagen, forklarer han.
Det er Østrigs fortjeneste
Skibakken i Østerlars har 18-års jubilæum nu, og den opstod ved lidt af en tilfældighed. Ole Harild og familien skulle egentlig have været på skiferie i Østrig i 2006, men på grund af arbejde kunne turen ikke blive til noget. Det irriterede ham, og så fik han et prik i siden fra sin kæreste.
– Lav dog selv det udstyr, sagde hun, og så gjorde vi det, siger Ole Harild.
Skibakken åbnede i 2008. Det var den varmeste vinter i mands minde. Så den fik lov til at stå til pynt.
– Rigtig mange mente, at jeg havde brugt for meget krudt på det, og hvor tåbeligt det var. Men så fik vi 6-7 vintre i træk, hvor der var ordentlig vinter, og én af dem kunne vi have åben i tre måneder, siger Ole Harild.
Snekanonen står klar til at skyde - privatfoto: Ole Harild
Global opvarmning
Klimaforandringer og skibakker er en dårlig cocktail, hvilket Ole Harild også har konstateret.
– Det er vilkårene, at det er sådan her, og det ligesom, det er i Østrig og andre steder. Det bliver bare varmere og varmere, siger han.
Indehaveren af det alpine Bornholm siger, det virkelig var tæt på at lykkes.
– Havde det bare været tre grader koldere, havde vi haft åbent nu. Så tæt er vi på. Jeg misunder det øvrige Danmark, der har haft 15 graders frost, men der er Østersøen med til at holde det lidt varmere her, siger han.
Ole Harild holer nøje øje med DMI’s prognoser. Og skulle der pludselig blive dømt hård frost, er han klar med kanonerne og bæltekøretøjet med dozeren på. Men selv hvis det var blevet fimbulvinter denne weekend, havde liften fortsat stået stille. Politiet har nemlig frarådet al unødvendig udkørsel, og selv storslalom kan ikke snige sig ind under kategorien nødvendig i den forstand.