Der varmes op til efterårsferien i det musikalske univers

Der varmes op til efterårsferien i det musikalske univers
Lørdag besøger Odense Motetkor Ruts Kirke. Arkivfoto: Allan Rieck
MUSIK | BORNHOLM | ABONNENT | 7. OKT 2021 • 22:00
Af:
Christina D. Gornitzka
MUSIK | BORNHOLM | ABONNENT
7. OKT 2021 • 22:00

Mens efteråret dvæler et øjeblik i sensommertemperaturer, er turismebranchen ved at gøre klar til efterårsferien i håb om, at temperaturerne holder.

På den musikalske ugekalender byder Svanekegården lørdag på klassisk musik med Henrik Brendstrup (cello) og Frederik Munk Larsen (guitar). Kombinationen cello og guitar er ikke helt almindeligt, men de to musikere kender hinanden godt og har fundet deres egen klangverden, hvor de skiftevis akkompagnerer hinanden i både gammel og ny musik. Henrik Brendstrup er professor ved det Jyske Musikkonservatorium, og som medlem af The Chamber Orchestra of Europe rejser han en del rundt i verdenen. Frederik Munch Larsen underviser også ved Det Jyske Musikkonservatorium, og han har ligeledes et aktivt koncertliv ved siden af undervisningsopgaven.

Korrejsemåned

Lige som dagene omkring Kristi himmelfart er et populært tidspunkt for korrejser, er efterårsferierne hos mange korsangere reserveret til koncertrejser. Lørdag besøger Odense Motetkor øens højst beliggende kirke – Ruts Kirke. Det er ligefrem gratis at møde det erfarne kor. Odense Motetkor, som har eksisteret siden 1932, er et blandet kor på cirka 30 medlemmer. Siden 2006 dirigerer Christian Dyrst koret. Korets repertoire omfatter kirkelig såvel som verdslig musik og spænder fra renæssancetidens musik til værker af nulevende komponister. Dermed rammer sangerne et bred publikum, og man kan glæde sig til velklang på alle fronter.

Travl musikalsk søndag i Rønne

Søndag kommer Musikhuzets korps af gode ånder (= de frivillige) på ekstraarbejde. Her foregår der nemlig hele to spændende arrangementer. Landsforeningen Sind har inviterede det pladeaktuelle duo Me and Maria med Johannes Pehrson og Maria Anna Rosenberg til Musikhuzet. Siden 2016 har duoen udgivet tre albums og har med deres koncerter rørt mange mennesker. De ved om nogen, at musik er en god ting, især når man er syg. Derfor har de glædet mange indlagte især på landets psykiatriske afdelinger ved, at de har spillet koncerter for patienterne. Klokken 16 begynder der en hyggelig koncert med trioen Dørge, Becker, Carlsen på Raschs Pakhuz. Trioen kan ikke rigtig puttes ind i en ”entydig genre-box”. Musikerne leger med jazz og folkemusikken, hvor især de nordiske toner ligger deres hjerte nær. Verdensmusik er nok det, der passer bedst på de toner, der opstår mellem guitar, tenorsaxofon og flyglet. De tre er som frie fugle, så man skal ikke undre sig, hvis toner fra renæssancekomponisten Josquin des Prez blander sig med Carl Nielsen eller Duke Ellington,og publikum dermed bliver puttet i en slags tidsmaskine. Det kan kun blive hyggeligt.

 


Musikkalender

Fredag 8. oktober klokken 21:

Elektronisk musik på Raschs Pakhuz - Snavs (Riotville Records Rave). Dørene åbnes kl. 20. Arrangør: Musikhuzet. Entré.

Lørdag 9. oktober klokken 15.30:

Henrik Brendstrup & Frederik Munk Larsen – klassisk musik for cello og guitar på

Svanekegården, Skippergade 6, Svaneke. Arrangør: Svanekegården. Dørene åbner kl 14.45. Entré.

Klokken 16:

Odense Motetkor synger i Ruts Kirke. Arrangør: Menighedsrådet. Grati adgang.

Klokken 21:

Rockmusik på Raschs Pakhuz – Dear Amber. Dørene åbnes kl. 20. Arrangør: Musikhuzet. Entré.

Søndag 10. oktober klokken 15:

Singer/Songwriter-eftermiddag i Musikhuzet – duoen Me and Maria med Johannes Pehrson og Maria Anna Rosenberg. Dørene åbnes kl. 14. Arrangør: Landsforening Sind. Entré.

Klokken 16:

Jazz på Raschs Pakhuz – Dørge, Becker, Carlsen Trio. Dørene åbnes kl. 15. Arrangør: Musikhuzet. Entré.

Fredag 15. oktober klokken 21:

Metal på Raschs Pakhuz – Timechild, Dørene åbnes kl. 20. Arrangør: Musikhuzet. Entré.