Den bornholmske dragqueen Damen var fuld af spillopper ved Pride Bingo Show i Musikhuzet fredag.
Bornholms eneste dragqueen, Damen, inviterede fredag i Musikhuzet til et festligt og mildest talt kaotisk Pride Bingo Show, hvor almindelig banko hurtigt blev forvandlet til noget helt andet.
Det fortæller Torben Severinsen fra Musikhuzet i Rønne i en pressemeddelelse, som fortsætter:
Damen havde endnu en gang ryddet op i garagen og fundet et imponerende udvalg af ting, som måske aldrig burde have set dagens lys igen. Men frem for at smide dem ud, blev de selvfølgelig sat på højkant som præmier.
Foto: Isabella Jensen/Musikhuzet
Publikum kunne blandt andet vinde bøger om servietfoldning, mystiske køkkenredskaber og kitschet nips, der balancerede et sted mellem rædsomt og fantastisk. Der var dog også lidt ekstra guf i puljen i form af blandt andet pride-merchandise, cocktailpølser på dåse og diverse overraskelser, som selv Damen virkede en smule usikker på oprindelsen af.
Men aftenen handlede langt fra kun om bankoplader og præmier. Publikum blev en aktiv del af showet med både fællesdans og fællessang, og Damen selv sørgede for underholdningen med blandt andet tysk schlager-musik, jodlen og dansetrin, der blandt andet bevægede sig i retning af en meget personlig fortolkning af riverdance.
Det blev præcis så kaotisk, skørt og festligt, som der var lagt op til – og med masser af grin, fællesskab og pride-stemning blev det en aften, der ikke sådan lige bliver glemt, konkluderer Torben Severinsen.