I anledning af næste års cirkusfestival er der planer om at åbne en oplevelsessti, som vil være tilgængelig hele året.
En cirka 800 meter lang oplevelsessti er en del af de planer, Cirkus i Soldalen i Olsker har for sin festival i 2027.
En festival med både dansk og international nycirkus er en tradition i Soldalen, og næste år har cirkusfestivalen 10-årsjubilæum. I den anledning planlægger man en kunstnerisk ambitiøs udgave af festivalen og åbning af Troldestien – Gøglertroldefamiliens skov.
Det fremgår af en dagsorden til det kommunale musik- og teaterråd. Cirkus i Soldalen søger et tilskud på 50.000 kroner.
Troldestien er en oplevelsessti, der rummer aktivitetsområder, cirkuselementer, naturformidling og kunstneriske installationer inspireret af lokale fortællinger om de underjordiske.
Stien vil blive åbnet under festivalen med aktiviteter og kunstneriske indslag. Derefter skal den kunne besøges gratis året rundt af lokale, familier, skoler, institutioner, foreninger og besøgende på Bornholm.
Udover en åbning af Troldestien vil jubilæumsudgaven samle det bedste fra cirkusfestivalens første ni udgaver og samtidig invitere nye kunstnere og værker med. Den skal både være en fejring af de første 10 år og begyndelsen på en ny fase for Cirkus i Soldalen.
Næste års festival finder sted 15.-16. maj og byder på et program med både humoristiske, akrobatiske, poetiske og samfundsreflekterende værker inden for nycirkus, fysisk teater og performance-kunst, fremgår det. Festivalens samlede budget er på 500.000 kroner.
Musik- og Teaterrådet behandler Cirkus i Soldalens ansøgning på et møde 20. oktober.