Trods en veloverstået sæson i Kyllingemoderen i Almindingen er det slut for nu. Skuespiller og revydirektør Trine Pallesen stopper som ansvarlig for Bornholmerrevyen, hvilket betyder, at revyen ikke vender tilbage på scenen i 2027.
Det oplyser Trine Pallesen i en pressemeddelelse.
Årsagen skal findes i en kombination af en presset økonomi og et massivt tidsforbrug.
– Jeg har brugt stort set al min tid og energi på Bornholmerrevyen i næsten et år. Det har været rigtig sjovt, og jeg har nydt det meget. Men desværre er der ikke økonomi til, at jeg kan være fastansat i alle de måneder, som arbejdet med revyen kræver, siger Trine Pallesen.
Hun peger desuden på, at det intensive arbejde har skubbet andre faglige og personlige projekter til side — ting, som hun ikke længere er klar til at undvære.
Søger nye ildsjæle
Beslutningen betyder dog ikke et endeligt dødsstød til tradtionen i skoven. Foreningen bag revyen fortsætter, men projektet lægges indtil videre i dvale.
Håbet er, at nye kræfter vil melde sig på banen og løfte arven videre på et senere tidspunkt. Trine Pallesen lukker i samme omgang ikke døren helt for øen:
– Jeg elsker øen og håber meget, at jeg på den ene eller anden måde får mulighed for at vende tilbage og lave noget igen, afslutter hun.