Ældre kan møde Ghita Nørby og køre i gamle biler

Ældre kan møde Ghita Nørby og køre i gamle biler
En aften med Ghita Nørby og Lars Hannibal er en af de kulturoplevelser, regionskommunen og Ældre Sagen tilbyder øens seniorer. Pressefoto: Ole Haupt
ÆLDRE | BORNHOLM | 30. JUL 2021 • 07:39
Henrik Nielsen
Journalist
ÆLDRE | BORNHOLM
30. JUL 2021 • 07:39

Ældre borgere på Bornholm får i august mulighed for at få fire gratis kulturoplevelser. I samarbejde med Ældre Sagen Bornholm udbyder Bornholms Regionskommune således fire arrangementer, der skal fremme ældres mulighed for at indgå i sociale fællesskaber efter genåbningen af samfundet.

Det fremgår af kommunens hjemmeside.

Første tilbud er en sommerdag i Erichsens Gård i Rønne. Man kan opleve Selskabstømmerne spille i gårdens have og høre om havens planter og historie. Der serveres kaffe og kage. Gårdbelægning er ujævn, og der er begrænset adgang til toiletfaciliteter. Arrangementet henvender sig til alle over 65 år. Det foregår den 10. august, og tilmelding skal ske til Barbara Clemmensen.

Den 13. august er der køretur i veteranbiler. Turen begynder og slutter på Store Torv i Rønne, og undervejs kommer man forbi Fru Petersens Café i Østermarie, hvor man nyder kaffe og kage. Turen er relevant for demente og deres pårørende, og tilmelding skal ske til Steen Sejfert Larsen.

En uge senere, den 20. august, er der køretur i amerikanerbiler for alle over 65 år. Selve turen er den samme som med veteranbilerne, og Steen Sejfert Larsen tager imod tilmeldinger.

Den sidste af de fire kulturoplevelser er en aften med Ghita Nørby i Rønne Bio. Hun vil fortælle om sit liv inden for filmen og teatret krydret med anekdoter og historier fra et langt liv i scenelyset. Hun akkompagneres af guitarist Lars Hannibal. Det foregår den 25. august, det er relevant for alle over 65 år, og tilmelding skal ske til VIki Petersen i Rønne Bio.

Til alle fire arrangementer er der begrænsede pladser, så der er krav om tilmelding. Coronapas er desuden påkrævet til alle aktiviteter.

I løbet af efteråret vil der ydermere blive gennemført en række arrangementer på de lokale plejecentre.

Mezzosopran Rebecca Forsberg Svendsen og organist Anders Forsberg Svendsen vil besøge plejecentrene og spille op til 11 koncerter. Der er desuden arrangeret fællesspisning for hjemmeboende ældre og deres besøgsvenner.

Tilbuddene er finansieret af statslige midler afsat til initiativer for svækkede ældre i forbindelse med covid-19.

FÅ ABONNEMENT