Voldsomme trusler mod betjente: 'Jeg slår jer ihjel'

Voldsomme trusler mod betjente: 'Jeg slår jer ihjel'
En 43-årig mand var sigtet for vold og trusler mod betjente. Han nægter sig skyldig. Foto: Sarah Thun Kristensen
TOPNYHED | KRIMI | Søndag 22. juni 2025 • 16:07
TOPNYHED | KRIMI | Søndag 22. juni 2025 • 16:07

En 43-årig mand var søndag i grundlovsforhør, sigtet for lørdag aften at have fremsat trusler mod to betjente og sparket den ene af dem. Han nægter sig skyldig.

Det var en fåmålt 43-årig mand, der søndag sad på anklagebænken, sigtet for vold og trusler mod to betjente, i et grundlovsforhør ved Retten på Bornholm.

Ifølge sigtelsen lød de voldsomme trusler blandt andet på "jeg slår jer ihjel" og "jeg fucker jer op". Den 43-årige mand nægtede sig skyldig i sigtelsen.

Manden havde brug for tolk for at forstå, hvad der foregik i retten og til hjælp for vidneudsagnet. Udover truslerne mod de to betjente blev han sigtet for vold, da han angiveligt sparkede den ene af betjentene. Ifølge sigtelsen, fordi han ikke ville sætte sine ben ind i politibilen.

Anklagemyndighed nedlagde påstand om 14 dages varetægtsfængsel, men det endte med, at den 43-årige mand blev løsladt. Dette var på trods af, at dommeren mente, at der var begrundet mistanke for, at han havde udført det, som sigtelsen lød på, men at der var minimal gentagelsesrisiko - selvom han i november 2023 blev dømt for lignende forhold - og at han ville møde op til et eventuelt retsmøde og domsafsigelse. Blandt andet, fordi han har fast job på Bornholm.

Beruset og opførte sig dårligt

Det var en længere episode, der udspillede sig lørdag aften. Bornholms Politi fik en anmeldelse og blev kaldt til Store Torv i Rønne ved Cafe Gustav klokken 20.30 lørdag aften, fordi den sigtede var meget beruset og opførte sig dårligt overfor andre gæster.

Derfor blev han bortvist fra stedet, men politiet fulgte efter ham og konstaterede, at han var gået ind på Krystalbodegaen.

Betjentene bad ham komme med udenfor, hvilket han gjorde. Derfra kunne eller ville han dog ikke længere stå på benene, og derfor valgte politiet at tage ham med til hospitalet, hvor han skulle til lægelig undersøgelse.

Her blev han dog udadreagerende ifølge betjentene, og derfor valgte de at tage ham med ud i politibilen og bringe ham i detentionen. Det var her, den 43-årige mand skulle have fremsat truslerne mod betjentene, og hvor han angiveligt sparkede den ene betjent på hånden.

Sigtede kunne dog ikke selv huske episoden, forklarede han i retten og gav begrundelsen, at han var påvirket af alkohol.

Senere i grundlovsforhøret kom det frem, at den sigtede tidligere fik 30 dages fængsel for at fremsætte trusler mod betjente i 2023, at han havde fast job. I registret stod der også, at han skulle være udrejst af landet i april 2024 - kort efter sin afsoning - og at han i registret ikke havde fast bopæl, hvilket sigtede dog forklarede, at han stadigvæk havde.

Men fordi det var forholdsvis længe siden, at han sidst fremsatte truslerne - og at han ellers ikke var dømt for noget før 2023 - valgte dommeren at følge forsvarens påstand om løsladelse. Blandt andet fordi han selv mødte op til retsmøde og afsoning ved sidste dom. Sigtelsen opretholdes dog, da dommeren finder begrundet mistanke for, at den 43-årige mand har gjort, hvad der lyder i sigtelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT