To mænd sigtet: Politiet fandt meget mere end en rørbombe

Sigtelserne omfatter besiddelse af eksplosive stoffer, spirituskørsel, hærværk, besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven.
Fund af en rørbombe fik torsdag Bornholms Politi til at afspærre området omkring politigården på Zahrtmannsvej og tilkalde Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste. Samtidig gjorde politiet klar til at fremstille to unge mænd i grundlovsforhør fredag morgen, men den plan blev opgivet igen senere på aftenen.
Rørbomben blev fundet i forbindelse med ransagningen af en bil. Ammunitionsrydningstjenesten vurderede, at den var fuldt funktionsdygtig, og der blev derfor foretaget en kontrolleret sprængning.
Bilen var hentet ind til politigården, fordi politiet torsdag klokken 7.15 fik en melding om, at to unge mænd havde kørt aggressivt rundt på parkeringspladsen ved Rønne Vandrerhjem, indtil bilen tilsyneladende gik i stykker. Derefter gik de to unge mænd fra stedet. Kort efter fik politiet en anmeldelse om, at to mænd med samme signalement var blevet set begå hærværk på en cykel på Søndre Allé i Rønne.
Politiet kørte derfor til stedet, og de to mænd blev anholdt. Der var tale om en 24-årig mand fra Aakirkeby og en 21-årig mand fra Rønne. Bilen var ejet af en af de to mænd.
Mange sigtelser
Under visitationen af de to mænd samt ransagningen af bilen fandt politiet også blandt andet en økse, et bat, skarpe patroner, en større mængde euforiserende stoffer, en foldekniv og en række stjålne genstande. Man fandt også en kuglepenlignende genstand, som blev mistænkt for at være et skydevåben.
Ved nærmere undersøgelse viste det mistænkte skydevåben sig at være en attrap, og derudover blev rørbomben vurderet til ikke at være så farlig som først antaget, fortæller politiet i døgnrapporten. På den baggrund skønnede politiet, at en varetægtsfængsling ikke var nødvendig, og de anholdte blev derfor ikke fremstillet i grundlovsforhør.
Den 24-årige er fortsat sigtet for blandt andet besiddelse af eksplosive stoffer, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, spirituskørsel, hærværk, besiddelse af euforiserende stoffer, tyveri og overtrædelse af våbenloven. Og den 21-årige er sigtet for besiddelse af eksplosive stoffer, hærværk, besiddelse af euforiserende stoffer, overtrædelse af våbenloven og tyveri, fremgår det.
Psykisk sygdom – en usynlig kamp
NYT JOB
MEST LÆSTE

En sijllavitta
‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration