Politiaktion slut: 'Kunne opfattes som en trussel'

Politiet er ved at pakke ned i Gudhjem. Video: William Sonne Kaalø
NYHED | 30. JAN 2025 • 09:48
NYHED
30. JAN 2025 • 09:48

Den 27-årige mand, der torsdag blev anholdt i Rønne, havde på de sociale medier fremsat trusler mod borgere på Christiansø.

Det fortæller Bornholms Politi.

– Vi fik i morges en anmeldelse om, at der på et socialt medie var lavet et opslag fra en borger med indhold, der kunne opfattes som en trussel mod borgerne på Christiansø, siger presse- og kommunikationsmedarbejder hos politiet, Lene Bidstrup og fortsætter:

– Vi vurderer, at der ikke var hold i truslerne, men vi tager altid den slags meget alvorligt, og indtil vi kan foretage den vurdering, sætter vi alle sejl i søen.

Bornholms Politi har i løbet af dagen været til stede flere steder på Bornholm og på Christiansø, hvortil man sendte sin patruljebåd, i forbindelse med politiaktionen.

Også Forsvaret har været involveret i arbejdet med patruljeskibet P521, der ifølge data fra skibssporingssiden Vesselfinder i løbet af dagen har befundet sig ved Christiansø.

– Det med Forsvarets båd kan vi godt bekræfte - at de var en del af politiaktionen. Det var for at styrke vores maritime indsats og holde øje med bådtrafikken til- og fra Christiansø, siger Lene Bidstrup.

Artiklen fortsætter under billedet


Bornholms Politi kunne tidligere torsdag oplyse, at efterforskningen i sagen nu var afsluttet. Man forlod derfor også Gudhjem Havn, hvor man ellers havde opstillet en mobil politistation og var til stede med en politipatrulje.

Lene Bidstrup fortæller, at man ikke forventer flere anholdelser i sagen, da man vurderer, at den 27-årige har ageret på egen hånd. Han er efter endt afhøring blevet overgivet til de sociale myndigheder, fortæller politiet.

Anholdt torsdag formiddag

Den 27-årige blev anholdt klokken 10.52 på en adresse i Rønne. 

– Bornholms Politi har ca. kl. 11 anholdt en 27-årig mand fra Rønne, der har relation til en hændelse på Christiansø. Efterforskningen pågår fortsat. Vi er til stede flere steder på Bornholm samt Christiansø, lød det fra politiet på det sociale medie X, hvor politiet samtidig forsikrede om, at der ingen tilskadekomne er, og at der er kontrol over situationen. 

Vicepolitiinspektør Hans-Henrik Dam fortalte til TV 2/Bornholm, at manden er anholdt ved Rønne Bibliotek, og at der er tale en sikkerhedshændelse, som på politisprog betyder, at man kompromitterer borgernes sikkerhed. Han understregede dog, at ingen har været i fare i dag.

–  Men det har relation til noget, som godt kunne gøre, at de har været udsatte, sagde han til tv-stationen.

I en pressemeddelelse torsdag eftermiddag siger vicepolitiinspektør Henrik Schou:

"Vi vurderer, at det delte indhold havde til hensigt at skabe utryghed, og vi tager altid den slags anmeldelser meget alvorligt. Derfor reagerer vi hurtigt for at overblik over situationen, og vi får hurtigt pågrebet den mistænkte."

Artiklen fortsætter under billedet


Politiet patruljerede i Gudhjem i løbet af torsdagen. Foto: William Sonne Kaalø

Administrator på Christiansø, Søren Thiim Andersen, kunne heller ikke fortælle så meget, da Tidende fangede ham torsdag formiddag. 

– Jeg kan ikke sige så meget andet, end at der er kommet en anmeldelse omkring Christiansø, og det er derfor, at politiet kommer herud i dag, lød det fra Søren Thiim Andersen. 


Politiet var til stede ved havnen i Gudhjem med en mobil kommandostation. Foto: William Sonne Kaalø


Bornholms Politi sejlede torsdag formiddag afsted fra Rønne Havn mod Christiansø. Foto: presse-fotos.dk

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT