Der blev blandt andet udskrevet bøder for brug af håndholdt mobiltelefon og tildækkede nummerplader.
Bornholms Politi sigtede tirsdag en række trafikanter for diverse færdselsforseelser.
I Allinge fik en 59-årig mand fra Rønne en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet for at køre mod ensretningen ved Høiers Gaard. Han skal også betale 1.000 kroner til Offerfonden.
På Zahrtmannsvej i Rønne fik en 34-årig udenlandsk mand en bøde på 1.500 kroner og et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen.
En 26-årig kvinde fik en bøde på 1.000 kroner for at benytte håndholdt mobiltelefon, mens hun cyklede, og en 33-årig udenlandsk mand fik en straksbøde på 1.000 kroner, fordi han ikke kunne fremvise en gyldig udlejningskontrakt til den udlejningsbil, han kørte i. Begge dele skete på Munch Petersens Vej i Rønne.
En 84-årig mand fra Rønne fik en bøde på 1.000 kroner for at køre bil uden at bruge sikkerhedssele, en 62-årig mand fra Rønne fik en bøde på 1.000 kroner for ikke at have medbragt sit kørekort, og en 79-årig mand fra Sjælland fik en bøde på i alt 2.000 kroner for at køre med tågelys i klart vejr og for at køre med tildækket nummerplade.
Tildækket nummerplade kostede også fem andre bilister hver en bøde på 1.000 kroner, og brug af tågelys i klart vejr udløste en bøde på 1.000 kroner til en 61-årig mand fra Sjælland.