Opdateret: Brofest endte i slagsmål

NYHED | SNOGEBÆK | 24. JUL 2022 • 09:06
NYHED | SNOGEBÆK
24. JUL 2022 • 09:06

Politiet havde nok at se til lørdag aften og nat, da der til Snogebæk Brofest opstod flere slagsmål. For hård udskænkning og manglende bemanding, lyder kritikken fra politiet. 


Det gik vildt for sig efter Snogebæk Brofest lørdag. 

Bornholms Politi oplyser, at de var nødsaget til at binde alt disponibelt mandskab til brofesten i op til tre timer, fordi der var adskillige berusede mennesker, der ikke kunne opføre sig ordentligt.

– Det bunder nok i, at der har været for hård udskænkning, og at der ikke har været tilstrækkeligt personale og vagter i forhold til den mængde gæster og især berusede gæster, man har haft, fortæller politiets vagthavende.

Første opgave for politiet ved Snogebæk Brofest var klokken 23.30, hvor der var noget tumult, og der blev delt øretæver ud til højre og venstre, lyder det fra vagthavende. Episoden mundede ikke ud i anholdelser, men de involverede blev bortvist, og en enkelt blev bragt på sygehuset.

– Han var ikke til at komme i kontakt med, og man mente i første omgang, at det var på grund af det slagsmål, han har været involveret i, men det viser sig, at det er på grund af beruselse, siger vagthavende ved Bornholms Politi.

Tre slagsmål på samme tid

Det var primært ved Sørens Værtshus, at der opstod problemer, og klokken 23.55 var den gal igen.

En 24-årig mand var ifølge politiet påvirket i meget svær grad og var udadreagerende og aggressiv i sin adfærd. Den 24-årige blev anholdt og er siden løsladt igen, men han er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Problemerne fortsatte i løbet af natten, da der klokken 00.28 igen blev ringet fra Sørens Værtshus. Denne gang var det hele tre igangværende slagsmål, oplyser vagthavende.

Patruljen forsøgte ved ankomst, så godt som muligt, at få skilt de involverede ad og sendt dem i hver deres retning, men det har været lidt kaotisk, lyder det fra politiet.

Dybt utilfredsstillende

Den sidste hændelse skete klokken 02.15, hvor endnu et slagsmål opstod mellem to mænd.

Den ene mand oplyser, at han havde kastet en drink i hovedet på en anden mand, der herefter havde slået ham i hovedet. Manden, der var blevet slået i hovedet, valgte dog ikke at indgive en anmeldelse.

Vagthavende fortæller, at det primært er lokale, der var involveret i slagsmålene, og det forlyder i øvrigt, at der har været rigtig mange mennesker, hvilket Snogebæk Brofest ikke har været ordentligt forberedt på.

– Det er dybt utilfredsstillende, at man har udskænket så hårdt og haft så ringe bemanding på, siger vagthavende.

Tidende har kontaktet arrangørerne bag Snogebæk Brofest for at få en kommentar på hændelserne lørdag aften og nat. I en besked skriver de: 

– Vi beklager hændelserne og overvejer, hvordan vi griber det an næste år, 

De har ingen kommentarer til, hvorvidt bemandingen var mangelfuld, eller hvor stor en del af ansvaret, der ligger hos dem.