En 33-årig mand fra Hasle skal flere måneder i fængsel efter en dom for flere forhold omhandlende euforiserende stoffer.
En 33-årig mand fra Hasle blev tirsdag dømt ved Retten på Bornholm.
Her sad han på anklagebænken for tre forhold. Han var tiltalt for 7. maj sidste år på en adresse i Rønne at være i besiddelse af 0,5 gram ecstasy, 0,7 gram amfetamin, to gram ketamin, fire gram kokain til eget forbrug, 102 gram hash med henblik på videreoverdragelse samt yderligere 17 gram ketamin med henblik på at øge mængden af salgsbare euforiserende stoffer.
I perioden fra 1. august 2024 til 30. april 2025 skulle han have været i besiddelse af og have videreoverdraget ikke under 585 gram hash samt i en ikke kendt periode forud for 7. maj 2025 have videreoverdraget 20 gram amfetamin og syv gram kokain til et ukendt antal personer. Manden blev dog kun dømt for ti gram amfetamin i dette forhold.
Skal afsone to måneder
Det andet forhold fandt sted 26. maj på en adresse i Hasle, hvor han skulle have været i besiddelse af 1,55 gram kokain med henblik på videreoverdragelse og 0,28 gram hash til eget forbrug.
Det tredje forhold skete 25. marts 2026 og omhandlede besiddelse af 7,7 gram kokain og 1,5 gram hash med henblik på videreoverdragelse samt i dagene op til at have været i besiddelse af yderligere 2,3 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.
Den 33-årige er blevet straffet med fængsel i seks måneder, hvor to af dem skal afsones, mens resten ikke skal afsones, såfremt han ikke begår noget strafbart i en prøvetid på et år fra endelig dom.
Han skal inden for otte måneder udføre ulønnet samfundstjeneste i 100 timer, og han skal i et år være i tilsyn af Kriminalforsorgen og - hvis de finder det nødvendigt - gå i behandling for misbrug af euforiserende stoffer.
Farvel til flere ting
Den 33-årige mand står også til at få konfiskeret en hel del ting samt 30.100 kroner.
Listen inkluderer fire hvide piller, 1,5 styks rivotril, 0,5 gram MDMA/esctasy, 0,7 gram amfetamin, 13,25 gram kokain, fire digitalvægte, to gram ketamin, 103,78 gram hash, 17 gram kreatin, en ske, en skruetrækker, et plastikkort, et snifferør, 13 pølsemandsposer, tre fryseposer, morter, en iPhone 11 Pro, en hvid iPhone og et stykke plastemballage.