Denne artikel har tidligere haft overskriften "Mand kom alvorligt til skade i færdselsuheld". En læser har kontaktet Tidende og sat spørgsmålstegn ved politiets kategorisering af skaden. På baggrund af nye oplysninger fra politiet er overskriften ændret og teksten skrevet om.
Søndag skete der et færdselsuheld i krydset mellem Aarsballevej og Sandershøjvej.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.58.
En 17-årig pige fra Rønne kørte ud for ubetinget vigepligt og blev ramt af en anden personbil. Den blev ført af en 52-årig mand fra Rønne, som kom alvorligt til skade i forbindelse med uheldet, fortæller Bornholms Politi. Han blev derfor kørt til behandling på Bornholms Hospital.
Politiet må ikke udlevere personspecifikke sundhedsoplysninger, men opererer med fem nationalt udstukne kategorier af skader.
Alvorligt tilskadekommen dækker over behandlingskrævende skader, hvor personen indlægges. Det er den midterste af de fem kategorier, hvor de fire andre er uskadt, lettere tilskadekommen, svært tilskadekommen og død.
Ifølge Bornholms Politi lå den 52-åriges skader nok i grænselandet mellem lettere tilskadekommen og alvorligt tilskadekommen, og vurderingen var, at det var en lidt mere kompleks skade, som formentlig kræver indlæggelse og eventuel operation. Politiet får ikke oplysninger fra hospitalet om, hvilken behandling tilskadekomne konkret modtager.
Den 17-årige og de tre passagerer i bilen blev kørt til kontrol på hospitalet, og den 17-årige blev sigtet for overtrædelse af vigepligten, fortæller politiet.