TOPNYHED / KRIMI / Søndag 21. december 2025 • 14:08

To pistoler i bilen: Nu skal 55-årig holde jul i fængslet

To pistoler i bilen: Nu skal 55-årig holde jul i fængslet
Manden blev søndag lige over middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Bornholm. Foto: Sarah Thun Kristensen
Journalist

Manden skal nu sidde varetægtsfænglet frem til 30. december for overtrædelse af våbenlovgivningen.

En 55-årig herboende mand skal tilbringe julen i fængsel, fordi politiet lørdag aften fandt to pistoler og noget ammunition i mandens bil. Det skete under en ransagning i Hasle. I handskerummet lå der en pistol af mærket Glock, og i bagagerummet var der en pistol af mærket Ruger. I midterkonsollen lå der desuden skarp ammunition til Glock'en.

Så langt var anklager Andreas Husum og den 55-årige mand enige, da manden søndag lige over middag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Bornholm. Ifølge anklagemyndigheden var der tale om en overtrædelse af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, hvorimod manden selv lagde vægt på, at han har våbentilladelse til begge pistoler, som han midlertidigt opbevarede i sin bil.

Manden forklarede, at han har haft sin våbentilladelse siden 1992. Han bruger pistolerne, når han går til skydning, og normalt opbevarer han dem i et våbenskab i Nexø, men forhold i hans privatliv har gjort ham så distræt, at han ikke har fået låst dem inde igen, siden han var til skydning senest.

Anklageren hæftede sig ved, at manden havde forklaret, at han går til skydning hver tirsdag, og da han først blev anholdt lørdag aften, havde han haft god tid til at få låst pistolerne og ammunitionen ind i våbenskabet, hvor tingene ville være forsvarligt opbevaret.

Ransagning af våbenskab

Den 55-årige mand var også sigtet for trusler om vold, og derfor bad anklager Andreas Husum om at få ham varetægtsfængslet i fire uger, blandt andet for at give politiet tid til at genafhøre vidner og til at ransage mandens våbenskab.

I forhold til ransagning af våbenskabet, forklarede manden, at han allerede har givet politiet en nøgle til skabet og tilladelse til, at de kan ransage det. Han fortalte også undervejs, at han selv havde fortalt politiet om pistolerne i bilen, da han blev stoppet i Hasle lørdag aften.

Dommer Henrik Engell Rhod besluttede, at den 55-årige mand kun skal varetægtsfængsles for det forhold, der handlede om våben, og han blev derfor varetægtsfængslet frem til den 30. december. Efter en kort snak med sin forsvarer, Pernille Munch, accepterede manden fængslingen.

Varetægtsfængslingen sker i henhold til Straffelovens paragraf 192A.

Straffelovens paragraf 192A

Med fængsel fra to år indtil otte år straffes den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 ved under særligt skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, fremstille, udvikle eller med henblik på udvikling forske i

1) skydevåben eller

2) andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.

Kilde: Retsinformation



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT