Jarl Cordua om S- og V-tilbud til Riis: Det er helt på Månen!

Jarl Cordua om S- og V-tilbud til Riis: Det er helt på Månen!
– Morten Riis er jo ikke idiot, konstaterer Jarl Cordua blandt andet i sin analyse. Arkivfoto. Berit Hvassum
POLITISK ANALYSE | BORNHOLM | ABONNENT | 25. NOV 2021 • 16:25
POLITISK ANALYSE | BORNHOLM | ABONNENT
25. NOV 2021 • 16:25

Den politiske kommentator Jarl Cordua mener, at Socialdemokratiet og Venstre har "gjort sig endnu mere til grin, end de er i forvejen" ved at tilbyde Enhedslisten borgmesterposten.


Torsdag i sidste uge – to dage efter valget – henvendte Socialdemokratiet og Venstre sig til Enhedslistens Morten Riis og tilbød ham borgmesterposten, hvis de tre partier konstituerede sig sammen.

Det oplyste TV 2/Bornholm onsdag uden kildeangivelse, hvilket Tidende også i store træk fik bekræftet – ligeledes af anonyme kilder.

De to partier, som ved kommunalvalget blev decimeret for S' vedkommende fra otte til fire mandater og for V's fra fem til to, forsøgte dermed at slå en kile ind i den konstituering, der fandt sted på valgaftenen mellem de konservative, som fik borgmesterposten, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Morten Riis og Enhedslisten takkede dog fredag nej til borgmesterposten, som altså går til Jacob Trøst (K).

Jarl Cordua er politisk kommentator i diverse sammenhænge, og med sine bornholmske rødder følger han også med i det politiske liv på Bornholm – og hvad tænker han mon om Socialdemokratiets og Venstres tilbud?

– Det er skørt, siger han.

– Jeg må sige, at deres politiske kompas må være skudt fuldstændig i smadder. Med det forslag har S og V gjort sig endnu mere til grin, end de er i forvejen. Det er jo helt på Månen! Det er min første reaktion, min anden reaktion er, at det er en kæmpe tillidserklæring til Morten Riis, for dermed har S og V fortalt vælgerne på Bornholm, at man sagtens kan give Enhedslisten så meget tillid, at man bakker op om en borgmesterpost til partiet.

Gud hjælpe mig...

– Hvor i landet ser man det? Altså, i København gik de borgerlige sammen om en socialdemokrat for at undgå, at Enhedslisten skulle få overborgmesterposten – men på Bornholm ser man Venstre og Socialdemokratiet pege på Enhedslisten! Hvis jeg skal være meget, meget venlig, så er det personen Morten Riis, der åbenbart er så meget tillid til, og det kan jeg godt følge. Men vi taler om et venstreorienteret parti, som vil nationalisere store dele af det private Danmark, og som ideologisk ligger et fuldstændig andet sted end Venstre.

– Og selv Socialdemokratiet har jo altid bekæmpet den yderste venstrefløj, men nu sidder man Gud hjælpe mig og tilbyder dem borgmesterposten, siger Jarl Cordua.

Hvilke overvejelser kan der ligge bag?

– Jeg kan kun komme i tanke om ét ord: Det må være desperation. Og jeg synes, at det udstiller dem, og jeg kan slet ikke forstå, hvis Thomas Thors har været med til den beslutning, jeg synes, han plejer at være lidt mere fornuftig.

Hvad med Venstre?

– Jamen, jeg forstår det simpelthen ikke ... og næste gang en venstremand kommer og pipper op om, at nu kommer socialisterne og ta'r det hele, så vil alle kunne huske, at de har tilbudt Enhedslisten en borgmesterpost. Det er en politisk gevinst til Enhedslisten, som de vil kunne leve på de næste 30 år!

Det er en politisk gevinst til Enhedslisten, som de vil kunne leve på de næste 30 år!

Morten Riis havde jo borgmesterdrømme, men tror du, han har været bange for at sætte den politiske kapital overstyr, som han lige havde fået, ved at sige ja til V og S?

– Jo, selvfølgelig! Og bange for at miste sin troværdighed, som har noget at gøre med politisk kapital. Morten Riis er jo ikke idiot. Han ved godt, at hvis han løb fra den aftale, han havde indgået, ville han arve alle problemerne, men han ville være uvenner med alle dem, han forlod, og i stedet ville han være fuldstændig bundet til at lave politik med S og V. Det er nok i virkeligheden dér, at det her har desperationens karakter – at man virkelig tror, at man kan skabe splid i den anden lejr, og at Morten Riis er så dum og magtbegærlig, at han siger ja til en borgmesterpost, hvorefter han både kan få problemer i sit eget bagland og er bundet til S og V og deres politik. Enhedslisten er jo ikke et topstyret parti, og selv hvis Riis var fristet, kan han ikke diktere, hvad de andre i hans parti vil, siger Jarl Cordua.

– Så naturligvis hopper han ikke på den. Og nu er det pludselig svært for de to partier at angribe Enhedslisten, som åbenbart er et parti, man kan tilbyde en borgmesterpost. Morten Riis er i øvrigt også klar over, at det at være borgmester på Bornholm ikke er en dans på roser.

I stumper og stykker

Kunne han ikke fremstille sig selv som den store vinder, fordi han fik S og V til at droppe rådhusbyggeriet og droppe besparelser på børneområdet, som de angiveligt lovede, hvis han gik med på ideen?

– Jojo, men hans troværdighed ville være skudt i stumper og stykker, og forestiller man sig, at han skulle få de andre fra Enhedslisten til at overtage S' og V's politik? Det kommer også for sent fra S og V's side, for det, de åbenbart har tilbudt, var jo allerede blevet politiske realiteter, så der var ingen gevinster ved det. Valgets tale var jo, at de ting allerede var droppet.

Burde S og V have været hurtigere ude med tilbuddet – allerede på valgaftenen?

– Altså, Morten Riis skulle jo også overtale hele sin egen gruppe. Og ville det ikke være mærkeligt, når han er gået til valg på at fjerne S og V's aftale, at han så indgik en aftale med dem? Men det er rigtigt, at S og V måske burde at have forsøgt allerede på valgaftenen. Man kan altid anlægge en betragtning om, at man burde have solgt ud af sin politik noget tidligere og sige, at man har erkendt valgets tale og nu er klar til at være med i et flertal, der finder en anden politik end den, man er gået til valg på. Spørgsmålet er, hvor troværdigt det er, men man ser det jo mange steder.

– Her kan man sige, at de partier, der nu har fundet sammen, også har gjort det, fordi vælgerne klart og tydeligt har sagt, at de ikke ville have S og V, men ønskede en anden politik. Og også på den baggrund har Enhedslisten peget på en konservativ borgmester. Det sker heller ikke så tit i kongeriget, men her sker det, fordi Morten Riis har læst tallene og konkluderet, at der er opbakning til en ny politik, hvor man ønsker et anderledes samarbejde i kommunalbestyrelsen, siger Jarl Cordua.

Han mener, at både Socialdemokratiet og Venstre nu har brug for en kraftig selvransagelse og at få lagt en ny kurs mod fremtiden.