Zelenskyj vil have dialog med Xi om ukrainsk fredsudspil

21. MAR 2023 • 19:21UDLAND

Ukraine har tilbudt Kina at blive partner i implementering af Ukraines forslag til fred, siger præsident.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, inviterer Kina til dialog om det ukrainske forslag til en fredsløsning med Rusland.

Forslaget inkluderer en fuld russisk tilbagetrækning fra alle dele af Ukraine - også Krim-halvøen. Dette har Rusland udelukket, men Zelenskyj vil gerne diskutere forslaget med Kina.

– Vi har tilbudt Kina at blive partner i implementeringen af dette forslag til fred. Vi har sendt forslaget via alle mulige kanaler. Vi inviterer til dialog, og vi venter på svar, hedder det i udtalelser om udspillet fra Zelenskyj tirsdag.

- Vi har modtaget enkelte signaler, men foreløbig er der ikke noget konkret, siger han.

Flere medier har i de seneste dage skrevet, at Kinas præsident, Xi Jinping, havde planer om en telefonsamtale med Zelenskyj. Men det blev dementeret i Kreml tirsdag, da den kinesiske leder førte drøftelser med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Xi Jinping ankom på officielt besøg i Moskva mandag. Besøget blev indledt tre dage efter, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) udsendte en arrestordre på Putin for krigsforbrydelser begået i Ukraine.

- Det kinesiske statsbesøg mere end antyder, at Kina ikke mener, at Rusland bør holdes ansvarlig for de grusomheder, russiske styrker begår i Ukraine, har den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, sagt.

Blinken har advaret om, at Kinas diplomati i forbindelse med Ukraine kan være ren forhalingstaktik fra russernes side.

Kinas fredsforslag, der består af 12 punkter, tager ikke hensyn til det ukrainske krav om, at alle russiske soldater skal trække sig ud af landet.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU