Zelenskyj beder om reel og garanteret fred på første møde med Vance
USA's vicepræsident vil have holdbar fred i Ukraine, mens Ukraines præsident beder USA om sikkerhedsgarantier.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mødtes fredag for første gang med USA's vicepræsident, J.D. Vance, for at tale om mulighederne for en ende på krigen i Ukraine.- Vi vil have krigen afsluttet, og vi vil have, at drabene stopper, siger Vance efter mødet, der fandt sted på sikkerhedskonferencen i München.
Han tilføjer ifølge nyhedsbureauet dpa, at USA ønsker en "holdbar og varig fred, ikke den type fred der giver konflikt i Østeuropa kun et par år ude i fremtiden".
Zelenskyj sagde til ham, at Ukraine ønsker sikkerhedsgarantier fra regeringen i Washington D.C.
- Vi er klar til at rykke så hurtigt som muligt mod en reel og garanteret fred, skriver han på X fredag aften.
- Vi værdsætter dybt præsident Trumps beslutsomhed, som kan hjælpe med at stoppe krigen og sikre retfærdighed og sikkerhedsgarantier for Ukraine.
Både han og Vance meddeler, at de havde en "god samtale".
- Det er vores første møde, ikke vores sidste, siger Zelenskyj efter mødet med Vance.
Ved mødets begyndelse sagde Zelenskyj ifølge Reuters, at de to skulle "forberede planen for, hvordan vi stopper Putin".
Mødet mellem ham og Vance ses fra ukrainsk side som afgørende for at fastholde USA på sin side, skriver nyhedsbureauet AFP.
USA's præsident, Donald Trump, har vakt vrede blandt flere af sine allierede ved at føre lange samtaler med Ruslands præsident, Vladimir Putin, om fred i Ukraine.
Zelenskyj har sagt, at han "som alle andre" har læst om de samtaler i medierne.
Mødet mellem Zelenskyj og Vance kommer, efter at Vance tidligere fredag holdt en tale uden det fokus på Ukraine og Rusland, der ellers har præget sikkerhedskonferencen.
I stedet rettede han en finger mod flere europæiske ledere, som han anklagede for ikke at tage spørgsmål som blandt andet indvandring og demokrati alvorligt.
Han understregede også, at Europa nu må øge sin egen indsats for at skabe fred på kontinentet.
Trump-administrationen er i denne uge kommet med flere nedslående meldinger for Ukraine.
USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, fastslog onsdag, at Ukraine må opgive territorium til Rusland som del af en fredsløsning. Her må Ukraine også droppe ønske om at komme med i Nato.
Netop Nato-medlemskab var ellers omdrejningspunkt for Zelenskyjs egen "sejrsplan" for fred, der blev fremlagt i september.
Her skulle Nato-medlemskabet forhindre et nyt angreb fra Rusland efter en fredsslutning.
Zelenskyj sagde tidligere fredag, at Ukraine er klar til reelle fredsforhandlinger, men at han kun vil mødes med én bestemt russer, nemlig Vladimir Putin.
Og det vil først ske, når der er lagt en fredsplan med USA og Europa, understregede Zelenskyj.
Han sagde også, at Ukraine bliver nødt til at fordoble sin hær, hvis landet ikke kommer med i Nato. Ellers vil risikoen for et nyt angreb fra Rusland være for stor.
/ritzau/