Zelenskyj er tilbage i Kyiv efter historisk besøg i USA

23. DEC 2022 • 10:55UDLAND

Ukraines præsident er tilbage på sit kontor i Kyiv og glæder sig over, hvad han fik med hjem fra USA.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er tilbage i hovedstaden Kyiv efter sit historiske besøg i USA.

- Jeg er nu på mit kontor. Vi arbejder os frem mod en sejr, siger han i en kort videotale, som er lagt ud på hans kanal på det sociale medie Telegram.

Zelenskyj kom til og fra Washington D.C. via brug af både nattog og spionfly fra fronten i Østukraine, hvor han befandt sig tirsdag.

I den amerikanske forbundshovedstad mødte han onsdag præsident Joe Biden og holdt torsdag en tale for Kongressen.

- Jeres penge er ikke velgørenhed. Det er en investering, sagde Zelenskyj med henvisning til demokrati og international sikkerhed.

Begge dele er ifølge den ukrainske præsident på spil i krigen mod Ruslands invasionsstyrke.

Flere demokrater sammenlignede Zelenskyjs besøg med Winston Churchills rejse til Washington ved juletid i 1941. Besøget dengang fandt sted få dage efter Japans angreb på Pearl Harbor, som trak USA ind i Anden Verdenskrig.

Det amerikanske luftforsvar stod for den hemmelige rejse over Atlanten, som var den første, Zelenskyj har foretaget ud af Ukraine, siden Rusland invaderede landet. Det skete den 24. februar.

Det antages, at Zelenskyj kom til Polen med tog, hvorfra han blev fløjet til en base lidt uden for Washington.

I Washington meddelte præsident Joe Biden blandt andet, at amerikanerne nu forsyner Ukraine med det avancerede luftværnssystem Patriot for at hjælpe ukrainerne mod russiske raketter.

USA annoncerede en ny samlet militær hjælpepakke for 1,85 milliarder dollar til Ukraine. Det svarer til knap 13 milliarder kroner.

- Vi er kommet tilbage fra Washington med gode resultater - med noget, som virkelig vil hjælpe, siger Zelenskyj på Telegram.

/ritzau/Reuters

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU