KØB ABONNEMENT

WHO: Kan ikke lave en fuld risikovurdering af mistænkt pestdød i Rusland

UDLAND • 7. OKT 2026 • 18:05

Der har de seneste dage været meldinger om, at en kvinde i Sibirien angiveligt døde efter pestsmitte.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kan ikke lave en fuldstændig risikovurdering vedrørende det mistænkte pestdødsfald i Rusland, da organisationen endnu ikke har det fulde overblik fra Rusland.

Det siger WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har endnu ikke det fulde overblik over denne hændelse, og vi er ikke i stand til at gennemføre en fuldstændig risikovurdering, siger han.

Tidligere på dagen lød det fra WHO, at organisationen har bedt de russiske myndigheder om flere oplysninger vedrørende sagen.

Udmeldingen fra WHO kommer, efter meldinger om at en 28-årig kvindelig laboratorietekniker i Sibirien døde efter at være blevet smittet med pest.

De russiske myndigheder har tidligere afvist, at kvinden døde af pest. I stedet har man fra russisk side fastslået dødsårsagen til lungebetændelse af ukendt årsag.

- WHO har anmodet om yderligere oplysninger for at få afklaret årsagen til den alvorlige lungebetændelse, lød det tidligere på dagen fra Tedros Adhanom Ghebreyesus i et opslag på det sociale medie X.

Den afdøde laboratorietekniker arbejdede på et antipestlaboratorium i Irkutsk-regionen i Sibirien.

Unavngivne kilder har oplyst til et lokalt medie, at hun muligvis var blevet smittet med lungepest fra et ødelagt reagensglas.

Ruslands præsidentielle talsmand, Dmitrij Peskov, har efter meldingen fra WHO udtalt, at Rusland har informeret organisationen i overensstemmelse med gældende procedurer.

Samtidig beskyldte han medierne for at bringe falske oplysninger om sagen, skriver Reuters.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT