Von der Leyen vil optrappe støtte til Syrien og sikre frivillig hjemrejse
EU skal støtte tilbagesendelser af flygtninge til Syrien, siger Tyrkiets præsident til von der Leyen.
Europa vil støtte Syrien i den svære overgangsperiode med både penge og diplomatisk kontakt.Det skal medvirke til at sikre, at Syrien får en stabil regering, der respekterer minoriteters rettigheder.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Udmeldingen kommer på et fælles pressemøde tirsdag med Tyrkiets præsident, Recep Erdogan.
- EU har hele tiden givet humanitær støtte til Syrien. Men nu skal vi optrappe hjælpen og kontakten til HTS-styret.
- Vi skal støtte syrernes adgang til elektricitet, vand og infrastruktur, siger Ursula von der Leyen på pressemødet i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
På pressemødet understreger Recep Erdogan, at EU bør hjælpe med at sikre hjemrejse for syriske flygtninge.
Tyrkiet huser mere end tre millioner syrere. Erdogan håber, at de nu får mulighed for at vende hjem efter Assad-styrets fald.
- Vi forventer, at EU vil diversificere sin støtte og hjælpe med at lette byrden for Tyrkiet ved at facilitere frivillige hjemrejser.
- Det er vigtigt, at der bliver givet omfattende støtte både på kort og lang sigt. Blandt andet til at sikre infrastruktur i Syrien, siger Erdogan.
Det arbejde vil EU støtte op om, lover von der Leyen.
- Tyrkiet har huset millioner af flygtninge fra Syrien igennem flere år, og EU har støttet Tyrkiets indsats.
- Derfor er jeg glad for at kunne annoncere, at vi vil give en milliard euro mere i 2024 til støtte for Tyrkiets indsats. Midlerne skal blandt andet sikre sundhedsydelser og uddannelse til syriske flygtninge i Tyrkiet, siger von der Leyen.
Pengene kan ifølge von der Leyen også gå til Tyrkiets forsøg på at støtte "frivillig hjemrejse for syrere".
Det sidste skal være udgangspunktet for al tale om hjemrejse for syriske flygtninge, understreger EU-Kommissionens formand.
- Alle hjemrejser skal ske på frivillig basis og med værdighed, siger Ursula von der Leyen.
FN's flygtningeorganisation, UNHCR, vurderede tirsdag, at omkring en million mennesker vil vende tilbage til Syrien i første halvdel af 2025, efter at præsident Bashar al-Assads styre er brudt sammen.
- Vi har forudset, at vi håber at se et sted i størrelsesordenen en million syrere vende tilbage mellem januar og juni næste år, sagde Rema Jamous Imseis, direktør for Mellemøsten og Nordafrika i FN's flygtningeorganisation, UNHCR, på et pressemøde i Genève ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/