Vietnams præsident overtager magtfuld post som kommunistleder
Vietnams To Lam er blevet generalsekretær for kommunistpartiet. Det betragtes som den mest magtfulde post.
Den vietnamesiske præsident, To Lam, er lørdag blevet formelt udnævnt som leder for landets regerende kommunistparti.Han har i den forbindelse lovet at "fremskynde" landets antikorruptionsindsats.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Partiet udnævnte lørdag morgen Lam som generalsekretær på en pressekonference, og han bliver med titlen den person, der betragtes som den mest magtfulde leder i landet.
Det står ikke umiddelbart klart, om To Lam samtidig vil fortsætte på posten som landets præsident.
I sin første udtalelse efter udnævnelsen siger præsidenten, at han vil skrue op for landets omdiskuterede antikorruptionskampagne.
Kampagnen har til formål at bekæmpe udbredt korruption blandt magthavere, men den er af kritikere blevet set som et værktøj til at køre politiske modstandere ud på sidelinjen.
Indsatsen tog fart under covid-19-pandemien, da embedsmænd og forretningsfolk blev beskyldt for at sælge coronaprøver til overpris.
Siden marts har den medført, at tre af Vietnams fem øverste ledere har forladt deres poster.
- Jeg vil fortsætte med at fremskynde antikorruption, uanset hvem personen er, lød det fra Lam på pressekonferencen.
- Vi har opnået befolkningens tillid og (har fået, red.) internationale venner i vores kamp, lyder det videre.
Blandt andet Vo Van Thoung, der indtil marts var Vietnams præsident, måtte som følge af antikorruptionskampagnen forlade posten efter knap et år.
Det skete på grund af uspecificerede "fejl".
Inden da forlod den tidligere præsident Nguyen Xuan Phuc i januar også pludseligt posten.
Udnævnelsen af Lam kommer, to uger efter at det regerende partis hidtidige leder Nguyen Phu Trong døde af alderdom og alvorlig sygdom.
Han blev 80 år.
Efterfølgende overtog 67-årige To Lam hans opgaver, men han er altså nu blevet formelt udnævnt som efterfølger.