Vietnams parlament vælger tidligere general som præsident

21. OKT 2024 • 12:53UDLAND

To Lam var både partileder og præsident for Vietnam, men overlader nu sidstnævnte post til en anden.

Vietnams parlament har mandag valgt general i landets hær Luong Cuong som ny præsident. Han overtager posten fra To Lam, som er generalsekretær for kommunistpartiet.

To Lam blev udnævnt til præsident i maj og overtog i august det mere magtfulde job som partichef efter generalsekretær Nguyen Phu Trongs død i juli. Partilederen af kommunistpartiet betragtes som landets mest magtfulde post.

Det var derfor en mulighed, at To Lam ville vælge at overlade posten som præsident til en anden.

67-årige Luong Cuong blev valgt med stemmerne fra alle de 440 tilstedeværende, der deltog i afstemningen i parlamentet mandag.

Før valget til posten som præsident havde han en nøgleposition i kommunistpartiets sekretariat. Han var dermed den femtehøjest rangerede embedsmand i landet efter partichefen, præsidenten, premierministeren og parlamentsformanden.

Præsidenten har ikke nogen stor direkte magt, men repræsenterer landet udadtil. I sin korte periode som præsident har To Lam blandt andre mødt lederne af Kina, Rusland og USA.

I det kommunistisk styrede Vietnam er partichefen blevet den mest magtfulde person, siden den afdøde Nguyen Phu Trong udvidede postens beføjelser. Det gjorde han under sin 13 år lange embedsperiode.

Når To Lam beslutter at give afkald på posten, kan det ifølge flere diplomater være udtryk for et kompromis om magtdelingen i partiet.

Den seneste tid har der været uro i partiledelsen i forbindelse med en omdiskuteret antikorruptionskampagne, der førte til, at to præsidenter og en parlamentsformand trådte tilbage på relativt kort tid. Derefter blev To Lam valgt.

I sin første udtalelse efter udnævnelsen som partileder i august sagde To Lam, at han vil skrue op for antikorruptionskampagnen.

Kampagnen har til formål at bekæmpe udbredt korruption blandt magthavere, men den er af kritikere blevet set som et værktøj til at køre politiske modstandere ud på sidelinjen.

Den nye magtfordeling skal vare indtil 2026, hvor topposterne igen skal fordeles. Det sker hvert femte år.

/ritzau/Reuters/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT