Verdens ældste vilde fugl har lagt et æg

4. DEC 2024 • 21:18UDLAND

En albatros på omkring 74 år har lagt et æg, skriver BBC. Normalt bliver artsfæller kun 12-40 år.

Den ældste vilde fugl, som man har kendskab til, har lagt et æg.

Det skriver BBC.

Fuglen er en laysanalbatros og vurderes at være omkring 74 år gammel.

Wisdom, som fuglen bliver kaldt, er blevet filmet af den amerikanske myndighed for fisk og dyreliv, USFWS.

På optagelsen tager Wisdom sig af ægget sammen med sin mage i et dyrereservat på Midwayøerne i Stillehavet.

Ifølge BBC lever laysanalbatrosser som regel mellem 12 og 40 år.

Wisdom blev ringmærket i 1956, hvor man vurderede, at fuglen var omkring fem år gammel.

Man mener, at Wisdom i løbet af sit liv har fået over 30 unger. Senest lagde den et æg, der klækkede i 2021.

Jon Plissner, som er den ledende biolog på dyrereservatet, siger til BBC Radio 4, at Wisdom er blandt de to til tre millioner laysanalbatrosser, som tager turen til Midwayøerne for at yngle.

Han siger desuden, at biologerne ikke kender til andre fugle, der er tæt på Wisdoms alder. Den ældste de kender til ud over Wisdom er 45 år, skriver BBC.

- Det har virkelig været bemærkelsesværdigt. Wisdom lader til at pirre folk interesse over hele verden. Vi venter hvert år med tilbageholdt åndedræt på hendes tilbagevenden, siger han til radiokanalen.

Jon Plissner siger, at Wisdom stadig lader til at have den energi og det instinkt, der skal til for at opfostre endnu en unge. Ifølge biologen er der 70 til 80 procent chance for, at ægget klækker.

Laysanalbatrosser har som regel den samme mage livet igennem. Men man mener ifølge BBC, at Wisdom har overlevet mindst tre mager.

I et opslag på det sociale medie X skriver den amerikanske myndighed for fisk og dyreliv, USFWS, at Wisdom vendte tilbage til dyrereservatet i sidste uge og begyndte at interagere med en hanfugl.

Han- og hunalbatrosser deler pligterne i forbindelse med at ruge et æg og made en fugleunge.

Fuglereservatet på Midwayøerne danner ramme om verdens største albatroskoloni.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT