Vælgere tog hul på valget i USA's svingstater før solen stod op

5. NOV 2024 • 15:16UDLAND

North Carolina er den første svingstat, der har åbnet sine valgsteder. Det skete klokken 06.00 lokal tid.

De amerikanske vælgere er tirsdag begyndt at stemme i flere af svingstaterne, som ventes at blive afgørende for præsidentvalgets udfald.

Først åbnede valgstederne i North Carolina. Det skete klokken 06.30 lokal tid, før solen stod op. Her var klokken 12.30 i Danmark.

Derefter fulgte valgstederne i Georgia, Michigan og Pennsylvania.

Billeder fra blandt andet Scranton og Erie i Pennsylvania viser vælgere, der står i kø i mørket og venter på at blive lukket ind på valgstederne.

Klokken 14.00 dansk tid begyndte vælgerne at stemme i svingstaterne Arizona og Wisconsin, og klokken 16.00 åbnes dørene til valgstederne i den syvende og vestligst beliggende svingstat, Nevada.

Der har ifølge meningsmålingerne været ekstremt tæt løb mellem Demokraternes Kamala Harris og Republikanernes Donald Trump op til valget.

Derfor er fokus rettet mod de syv svingstater.

For at vinde præsidentvalget, skal en kandidat have opbakning fra mindst 270 valgmænd. Der er i alt 538 valgmænd på landsplan.

Den kandidat, der får flest stemmer i North Carolina, vinder alle statens 16 valgmænd. I Georgia er der også 16 valgmænd på spil.

Michigan har 15 valgmænd, mens den, der får flest stemmer i Pennsylvania, får 19 valgmænd. Pennsylvania er den svingstat, der har flest valgmænd, og anses for at være den vigtigste af de syv stater.

Endelig har Wisconsin, Arizona og Nevada henholdsvis 10, 11 og 6 valgmænd.

Det er ikke bare i svingstaterne, at valgstederne er åbnet. En lang række stater på den amerikanske østkyst har budt vælgerne inden for. Herunder New York og storbyen af samme navn.

De sidste valgsteder åbner klokken 18.00 dansk tid i det vestligste USA - nemlig på øgruppen Hawaii i Stillehavet. Også på dele af øgruppen Aleuterne, der hører til Alaska, åbner valgstederne på dette tidspunkt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT